Han blev landskendt som blot 13-årig efter en sejr i Børnenes MGP i 2002 under kunstnernavnet Razz.

I dag er Rasmus Ott 33 år, og for nylig medvirkede han i DR-dokumentarserien 'MGP: Børnefesten der gik amok' – men det er ikke just positive tanker, der sendes DRs vej.

For efter sin medvirken sidder han tilbage med både spørgsmål og kritik. Det fortæller Rasmus Ott i et interview med Politiken.

Ifølge Rasmus Ott kan DR endnu ikke sige, de er nået i mål, på trods af de forbedringer programmet har fået siden hans egen medvirken tilbage i starten af 00erne.

»DR skal blive ved med at udvikle deres format og ikke bruge dokumentaren som en sovepude og bekræfte sig selv i, at alt er i den skønneste orden,« siger han til Politiken.

I DR-dokumentaren fortæller Rasmus Ott om sin hurtigt fremadstormende karriere, som han, efter blot to år i rampelyset, valgte at lukke ned.

»Tilbage i 2004 der står jeg og skal udgive mit tredje album. Jeg havde fået kontrakt af Universal, men der er noget inde i mig, der kan mærke, at jeg ikke har lyst til det mere. Nu stopper vi,« siger han i programmet.

Til Politiken fortæller Rasmus Ott, at han ville ønske, at dokumentaren havde turdet skabe større debat om MGP i dag, og hvor det skal hen i fremtiden.

Han mener nemlig, at DR stadig ikke har et helt perfekt program, når det kommer til børnenes MGP.

Politiken har forelagt den tidligere MGP-vinders kritik af programmet for DR, der fortæller, at 'MGP: Børnefesten der gik amok' blev lavet som en dokumentar til at vise de erfaringer, som man har gjort sig gennem årene.

Rasmus Ott er ikke alene med kritik af programmet. Den tidligere vinder Emma Pi fra 2014 har også langet ud efter programmet.