Merete Mærkedahl er ude af Cirkusrevyen resten af året.

»Vi er meget kede af, at Merete Mærkedahl har måttet trække sig fra Cirkusrevyen 2021 af personlige årsager,« fortæller Torben 'Træsko' Pedersen, Cirkusrevyens direktør, til B.T.

I slutningen af sidste måned meldte revyen ud, at den debuterende skuespiller havde »lagt sig syg«, men ville vende tilbage.

Men nu er meldingen altså, at Merete Mærkedahl er ude resten af sæsonen.

»Jeg er utrolig glad for, at de rutinerede kvinder Ditte Hansen og Pernille Schrøder, der begge har stået på Cirkusrevyens scene, vil hjælpe os resten af sæsonen, så vi kan give Ulf Pilgaard den flotte finale, han fortjener,« siger Torben Træsko.

Ditte Hansen og Pernille Schrøder overtager Merete Mærkedahls roller i Cirkusrevyen. Derudover fortsætter skuespillerne Ulf Pilgaard, Niels Olsen, Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard i årets sæson.
Ditte Hansen og Pernille Schrøder overtager Merete Mærkedahls roller i Cirkusrevyen. Derudover fortsætter skuespillerne Ulf Pilgaard, Niels Olsen, Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard i årets sæson. Foto: Cirkusrevyen
Vis mere

Merete Mærkedahl er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelser.

Hos TV2 fortæller man til B.T., at Merete Mærkedahl også har sygemeldt sig fra de igangværende optagelser af den kommende sæson af 'Badehotellet'.

»Det er rigtigt, at Merete Mærkedahl er sygemeldt, men det har ingen betydning for optagelserne af 'Badehotellet'. Vi holder alligevel pause i øjeblikket, og vi forventer, at Merete kommer tilbage igen, når optagelserne til den næste blok starter op igen til oktober. Vi ønsker Merete rigtig god bedring,« lyder det fra seriens producer Michael Bille Frandsen.

Det er ligeledes 3. oktober, at Cirkusrevyen har sidste forestilling.

I starten af sidste måned sygemeldte også Cirkusrevyens instruktør og skuespiller, Lisbet Dahl, sig.

Her blev det først meldt ud, at hun måtte sygemelde sig med stress, førend det stod klart, at hun helt måtte trække sig fra årets revy.

»Vi savner alle herude Lisbet, men helbredet kommer altid i første række. Lisbet har det bedre, men stress er alvorligt, og da Cirkusrevyen er en krævende produktion, har vi i samråd valgt, at Lisbet fortsat holder sig i ro,« lød det da fra Cirkusrevyens direktør, Torben 'Træsko' Pedersen.

Den krævende produktion blev da mere krævende for de resterende af årets skuespillerhold, inklusive Merete Mærkedahl, da de alle skulle deles om at overtage revydronningens roller.

Direktøren Torben 'Træsko' Pedersen anerkender da også, at årets sæson har været turbulent.

Der har både været en coronakrise, der har udskudt revyen og siden fordoblet antallet af forestillinger for de påkrævede halvfyldte sale. Samt hertil nu to sygemeldinger.

»En stor tak skal lyde til hele holdet, der på trods af de udfordringer, sæsonen har budt på, altid stiller op, så vi kan vise årets fantastiske revy til publikum, der virkelig har set frem til at komme tilbage i teltet. Jeg glæder mig til at se Merete tilbage på scenen igen i Cirkusrevyen 2022, hvor også vores instruktør Lisbet Dahl vender tilbage,« slutter revydirektøren.