I september sygemeldte Merete Mærkedahl sig med stress.

Hun havde lige vundet 'Vild med dans' og var midt i at opfylde sin drøm om at optræde i Cirkusrevyen. En debut, der var præget af både store roser fra anmelderne og et stort pres på grund af coronasituationens nødtvungne ekstra forestillinger, hvorfra også Lisbet Dahl endte med at sygemeldte sig.

Men nu fortæller Merete Mærkedahl til tv2.dk, at 'Vild med dans' og Cirkusrevyen også var en succes, hendes elskede, lungekræftsyge mor kun nåede at høre om. Hun døde kun to måneder forinden, det hele begyndte rigtigt.

Så da et udskudt job i Merete Mærkedahls kalender ikke lod sig aflyse – en kontrakt, hun ikke fik lov at slippe ud af – mistede hun det sidste, der havde holdt hende kørende.

Merete Mærkedahl og Thomas Evers Poulsen vinder 'Vild med Dans'-finalen i december 2020.
Merete Mærkedahl og Thomas Evers Poulsen vinder 'Vild med Dans'-finalen i december 2020. Martin Sylvest

»I virkeligheden havde jeg jo en sorg indvendig, som jeg prøvede at parkere. Fordi ellers ville det overtage og blive for hårdt. Men den lå lige inde bagved hele tiden. For hvor ville jeg gerne, at hun også havde været der,« fortæller Merete Mærkedahl til tv2.dk.

Så den 40-årige skuespiller trak stikket.

Blev sygemeldt fra den sidste tredjedel af Cirkusrevyens forestillinger, hvor Pernille Schrøder og Ditte Hansen blev kaldt ind i stedet. 'Badehotellet' rykkede sine optagelser, så Merete Mærkedahl kunne få en hel måned fri og slippe af med rysteturene og svimmelheden.

Den pause var det, der var brug for, har Merete Mærkedahl tidligere fortalt til B.T.

Merete Mærkedahl vendte tilbage på arbejde efter sin sygemelding med de udskudte optagelser til 'Badehotellet'. Her ses Mette Alvang, Amalie Dollerup og Merete Mærkedahl, da TV 2 holder pressemøde på den nye niende sæson af 'Badehotellet'.
Merete Mærkedahl vendte tilbage på arbejde efter sin sygemelding med de udskudte optagelser til 'Badehotellet'. Her ses Mette Alvang, Amalie Dollerup og Merete Mærkedahl, da TV 2 holder pressemøde på den nye niende sæson af 'Badehotellet'. Ida Marie Odgaard

»Jeg havde en måned, hvor jeg havde totalt fri for alt. Hvor jeg havde en pause for det hele. Men nu er jeg tilbage på toppen. Jeg blev hjulpet, inden jeg røg helt ned, og det er jeg rigtig taknemmelig for,« lød det fra Merete Mærkedahl i november, hvor hun igen var på benene og tilbage på arbejde.

Nu fortæller hun så til tv2.dk, at hun kom ud af kontrakten, der fik det hele til at rulle, og er i gang med at bearbejde sorgen over tabet af moren.