På toppen af sin karriere og med udsigt til drømmetjansen som 'X Factor'-vært opdagede Melvin Kakooza en tumor i hjernen i februar 2021.
I mere end syv uger var han indlagt på hospitalet, mens tumoren blev opereret ud, og den 29-årige komiker endte med at frygte for, om der overhovedet var en karriere at komme tilbage til. Om hans momentum ville forpasse sig.
Men sådan gik det som bekendt ikke. I stedet blev Melvin Kakooza overøst med priser, da han første gang viste sig offentligt efter operationen ved Zulu Awards i april. Og den skæbnesvangre oplevelse endte med at ændre hans liv og cementere, at han var det helt rigtige sted som entertainer.
Det fortæller han i P3-podcasten 'Sig noget sjovt'.
»Når man bliver ramt af sådan noget der, så reflekterer du rigtig, rigtig meget over, hvad du bruger din tid på, og hvor du er på vej hen, så det gjorde sådan for mig, at jeg er begyndt at tænke mere over, hvad jeg bruger min tid på. At det ikke bare skal være på grund af pengene og berømmelsen. Det er ikke det, der driver mig, men ligesom lysten og passionen,« slår Melvin Kakooza fast.
Det er derfor på tv-skærmen, vi kommer til at se mere til den aarhusianske komiker. Han er snart aktuel med nye sæsoner af TV 2-programmet 'Helt sort' og sin Xee-serie 'Sunday'. Og kalenderen lover flere tv-værtstjanser.
For det 29-årige stjerneskud er ved at være ovenpå igen efter sin hjernetumor. Faktisk er den helt væk.
»Jeg har det rigtig, rigtig godt. Jeg har det bedre, end jeg havde det for nogle måneder siden. Det går fremad. Jeg er begyndt at kunne træne hjemme derhjemme og i fitness, og så har jeg faktisk også været ved lægen og blive scannet og fik at vide, der ikke var mere tumor tilbage i hovedet, så det var en glædelig nyhed, så nu er det bare med at se frem og komme helt ovenpå igen,« jubler Melvin Kakooza i P3-podcasten.