Det er godt og vel et halvt år siden, at hendes mand gik af som USAs præsident, og siden da har hun været forsvundet som dug for solen.

Næsten i hvert fald.

51-årige Melania Trump har nemlig brugt det meste af sin tid i skjul på Donald Trumps resort Mar-a-Lago i rigmandsghettoen Palm Beach.

Men nu er hun for første gang siden januar blevet spottet på gaden i New York.

Det skriver People, som desuden er i besiddelse af et billede af den tidligere førstefrue.

I modsætning til de fire år i Det Hvide Hus havde Melania Trump dog ikke 75-årige Donald Trump ved sin side.

På billedet, der er taget 6. juli, ses Melania Trump tværtimod ankomme alene til skyskraberen Trump Tower på Manhattan.

Donald Trump befandt sig på daværende tidspunkt i sit luksushjem Bedminster i New Jersey, hvor han har sin egen golfklub.

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: CARLOS BARRIA
Vis mere

Det amerikanske magasin har ikke kun formået at få fingrene i billedet af Melania Trump.

De har også talt med en kilde tæt på parret, som angiveligt fortæller, at det ikke er et tilfælde, at Melania Trump render rundt uden sin ægtemand.

Ifølge kilden skal hun og Donald Trump nemlig holde meget af sommerferien hver for sig.

Det er således planen, at Melania Trump og deres 15-årige søn, Barron, skal rejse frem og tilbage mellem familiens hjem på Manhattan og ferievillaen i Bedminster.

Donald og Melania Trump.
Donald og Melania Trump. Foto: JONATHAN ERNST
Vis mere

»Melania og hendes egen familie laver mange ting sammen, som ikke nødvendigvis involverer Donald,« siger kilden til People og understreger, at Melania dog så vidt muligt forsøger at befinde sig i samme by som sin mand.

»Donald har det fint, så længe Melania er glad og lader ham være, men stadig står ved hans side, når han har brug for det. Og Melania er gladest, når hun er sammen med sine egne familiemedlemmer. Hun er ikke dum. Hun ved bare, hvordan hun skal håndtere sit liv, så det bliver så tilfredsstillende som muligt.«

En anden kilde, som People har talt med, bekræfter, at Melania Trump forsøger at tilbringe så meget tid som muligt med sin egen familie fra Slovenien.

Kilden påstår endvidere at vide, at den tidligere førstefrue aldrig har brudt sig om rampelyset og derfor forsøger at skjule sig fra pressen så meget som muligt.

Det samme sagde Melania Trumps nære ven, forfatteren R. Couri Hay, i januar, da Donald Trump fratrådte som præsident.

»Melania kommer til at forsvinde. Der vil ikke være nogen Instagram- eller Twitter-opslag. I vil ikke se hende,« sagde vennen, som umiddelbart ser ud til at have fået ret.

Næsten i hvert fald.