TV2 overraskede onsdag morgen med et kæmpe scoop, da de kunne offentliggøre, at Medina har takket ja til at deltage i den kommende sæson af 'Toppen af poppen'.
Det er nemlig intet mindre end syv år siden, at Danmarks ukronede popdronning sidst lod pressen komme helt tæt på, da hun - som hun selv forklarer det - har været 'skræmt' og 'misbrugt' af medierne.
Til TV2 fortæller sangerinden, at hun mener, at medierne har skabt et negativt billede af hendes person i jagten på læsere, og at de i flere tilfælde er gået så langt som at finde på falske historier om hende.
»Det har gjort, at jeg har pakket mig ind og passet på mig selv. Men jeg tror, det er rigtig sundt for mig at være med i 'Toppen af poppen' og åbne lidt op. Så nu har jeg valgt at tage chancen og vil selv prøve at vise, hvem jeg er som person,« siger hun til TV2.
Den 36-årige sangerinde har med hit som 'Velkommen til Medina' og 'Kun for mig' formået at sælge mere end 300.000 album i ind- og udland, hvilket har gjort hende til en af Danmarks bedst sælgende sangerinder.
Da hun i 2016 blev hædret med æresprisen ved Danish Music Awards, benyttede hun sig da også af muligheden til at sætte fokus på, hvordan - hun mener - medierne konstant forvrænger billedet af hende.
»Jeg synes, prisen giver mig styrke og lærer mig, at jeg skal være stærkere uden det, medierne gør ved mig. Jeg laver bare musik. Det er det eneste, jeg gør, og jeg gør det så godt, jeg kan,« sagde hun ved overrækkelsen.
Til TV2 fortæller Medina i forbindelse med sin deltagelse i 'Toppen af poppen', at hun har valgt at give færrest mulige interview, da det gør hende gladere i hverdagen.

Hun påpeger dog, at hun ikke er nervøs for at 'åbne op' i TV2-programmet, hvor deltagerne efter traditionen skal dele både deres op- og nedture, da hun vurderer, at arbejdet med de andre sangere kan give hende en større ro og en tro på sig selv.
Sidst Medina lod et tv-program komme helt tæt på, var i 2012, hvor tv-værten Felix Smith blandt andet besøgte hende i hendes hjem i Nordsjælland og fulgte hende i 24 timer i portrætprogrammet 'Felix rykker ind'.
Den niende sæson af 'Toppen af poppen' bliver vist til efteråret, men bliver optaget i denne uge.
Ud over Medina vil produceren Chief 1, tidligere Big Fat Snake-forsanger Anders Blichfeldt, jazzsangerinden Cæcilie Norby, den færøske sanger Teitur samt r'n'b-sangerinden Kwamie Liv og Carl Emil Petersen, der i seks år var en del af bandet Ulige Numre, også deltage.