TV2 har formået at hive et kæmpe navn op af hatten til tv-kanalens populære tv-program 'Toppen af poppen'.

Ingen andre end Medina har nemlig valgt at takke ja til at indlogere sig på Keller Badehotel på Fanø sammen med en række andre danske musikere i denne uge.

Det bekræfter TV2 over for Her & Nu, der også har fået en kommentar fra popprinsessen selv:

'Der er en tid til alt, og jeg tror, jeg selv skulle igennem en helingsproces, hvad de danske medier angår, og lære at stole på, at det ikke er alle, der vil mig ondt, og tiden er nu kommet til, at jeg tør dele mere af mig selv. Folk har ikke fået lov til at opleve mig, som jeg også er, når jeg er mig,' skriver Medina i en e-mail til ugebladet.

Programmet bliver vist til efteråret, men bliver altså optaget i denne uge.

Dermed skal Medina tage arbejdshandskerne på og gøre sig klar til at fortolke andres sange. Det er dog ikke denne del, hun er mest bekymret for i forbindelse med programmet, siger hun til ugebladet.

Hun spår i stedet, at den største udfordring bliver, at hun skal stå tidligt op syv dage i træk.

Hun fortæller desuden Her & Nu, at hun ikke har spurgt nogen tidligere deltager til råds, inden hun drog af sted til badehotellet på Fanø.

Nyheden kommer blot en uge efter, at Medina bekræftede, at hun er blevet forlovet med kæresten gennem et år, Malo Chapsal.

Medina får i tv-programmet selskab af sanger og guitarist fra succesbandet Big Fat Snake Anders Blichfeldt, Chief 1 og Carl Emil Petersen.