Det er vist ikke en overdrivelse at skrive, at Aaron Carter lever et turbulent liv. Et liv, der særligt det seneste års tid har trukket megen opmærksomhed.

Og det er da også tilfældet nu, hvor han ifølge iHeart Radio er begyndt at sælge nøgenbilleder af sig selv.

Ifølge mediet har Aaron Carter nemlig oprettet en sælgerprofil på siden OnlyFans, som er en platform, hvorpå man kan dele indhold med brugere, der betaler via et månedligt abonnement.

Og med abonnementet, som koster lige knap 180 kroner, følger så videoer og billeder af den mere eller mindre afklædte slags.

Aaron Carter fotograferet 14. august kort efter rygterne om, at han var selvmordstruet. Siden har han indrømmet, at han lider af en række psykiske sygdomme, balndt andet skizofreni.
Aaron Carter fotograferet 14. august kort efter rygterne om, at han var selvmordstruet. Siden har han indrømmet, at han lider af en række psykiske sygdomme, balndt andet skizofreni. EVGA, SCLA

Ifølge iHeart Radio har Aaron Carter for nuværende delt ni billeder og to videoer på siden. På flere af disse optræder sangerens kæreste, Melanie Martin, også.

På Twitter bekræfter Aaron Carter mere eller mindre selv, at han er aktiv på OnlyFans-platformen.

Her har han delt et skærmdump fra siden, hvorpå teksten 'du er i top én procent over alle skabere'.

'Find ud af, hvorfor vi er i top et på OnlyFans,' skriver han selv til opslaget, hvor han også tagger platformen.

Ifølge The Sun har OnlyFans mere end 30 millioner brugere og 18.000 'indholdsskabere' – sælgere, om man vil.

Heriblandt både pornostjerner, sexarbejdere og influencere – og nu altså også Aaron Carter.

En mand, hvis rygsæk efterhånden er fyldt med oplevelser, som de fleste formentlig helst ville have været foruden:

Aflyste koncerter som følge af psykisk sygdom, retsopgør med den nærmeste familie, der kalder ham 'farlig', og stofmisbrug, der har efterlagt ham med økonomiske problemer.