Var fyringen af Jes Dorph-Petersen i orden? Det spørgsmål har skabt massiv røre i den lille danske andedam, og der er intet facit. Ikke desto mindre hælder de fleste til at svare 'nej'.

Det er i hvert fald, hvad en spørgeundersøgelse foretaget for B.T. af YouGov viser. Man kan dog ikke skære alle danskere over én kam.

Sammenlagt er 52 procent af de over 1.200 adspurgte enten helt eller delvist uenige med TV 2s beslutning, mens kun 14 procent er helt eller delvist enige. Der er dog stor forskel på aldersgrupperne.

De unge bakker nemlig i højere grad op om fyringen end de ældre.

Således svarer næsten hver fjerde – 24 procent – i gruppen mellem 18 og 29 år, at de er helt eller delvist enige i TV 2's afgørelse. Cirka hver tredje unge er imod.

Tilsvarende mener kun otte procent af personerne på mellem 60 og 74 år, at beslutningen var god. 62 procent erklærer sig helt eller delvist uenige.

Det er ikke kun målt på alder, at der tegner sig et billede af uenighed i befolkningen.

Hvor man sætter sit kryds i stemmeboksen, lader også til at spille ind – om det er til højre eller venstre for midten.

Eksempelvis svarer 70 procent af de adspurgte, der samtidig har angivet, at de agter at stemme på Nye Borgerlige ved et kommende valg, at de er helt eller delvist uenige med TV 2 i spørgsmålet om at beholde Jes Dorph-Petersen på skærmen.

Jes Dorph-Petersen fotograferet på Kongens Nytorv i København.
Jes Dorph-Petersen fotograferet på Kongens Nytorv i København. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Sammenligner man med den yderste venstrefløj, svarer 15 procent af Veganerpartiets støtter det samme.

Med ovenstående in mente er det måske ikke så sært, at netop Jes Dorph-Petersens afskedigelse har vakt så megen debat.

En afskedigelse, der kom i kølvandet på den advokatundersøgelse, som TV 2 i efteråret iværksatte for at kortlægge kulturen med seksuelle krænkelser og sexisme i koncernen.

Selvom Jes Dorph-Petersen nu ikke har nogen fremtid på TV 2, håber de fleste dog alligevel, at han vender tilbage i tv-skærmene.

I spørgeundersøgelsen svarer 51 procent nemlig, at de er helt eller delvist enige i udsagnet om, at de håber, han vender tilbage som vært på en anden kanal end TV 2.

Også her er der forskelle på aldersgrupperne.

Hver tredje unge i aldersgruppen 18 til 29 år håber på at se mere til tv-værten, mens hver femte gerne undværer ham i deres flimmerkasse.

Tilsvarende er det kun otte procent af de adspurgte, der har rundet de 75 år, der ikke håber, den 61-årige vender tilbage i æteren, mens 65 procent krydser fingre for, at han gør.

Set med politiske briller håber 62 procent af dem, der bakker op om blå blok, at Jes Dorph-Petersen får nyt job som tv-vært, mens der er lidt ringere opbakning fra dem, der stemmer rødt.

Her har 43 procent samme håb.

Med hvad med hovedpersonen selv?

Han skal lige finde ud af, hvad han har lyst til. Og hvilket arbejde der nu måtte være til ham.

»Det er helt fint, hvis jeg ikke længere skal være tv-vært. Lige meget hvad er jeg ikke blevet dummere af den her sag. Men jeg er selvfølgelig i tvivl om, hvor meget den her sag kommer til at betyde.«

»Det er klart, at det, der er sket, vil følge mig resten af livet. Det kan jeg ikke komme udenom. Men jeg er ikke klar over, hvor meget det kommer til at belaste mig karrieremæssigt. Det er ikke mig, der afgør det,« har Jes Dorph-Petersen tidligere sag til B.T.