Mascha Vang er bestemt ikke tilfreds med skadestuen på Bornholm.

Den 41-årige blogger befandt sig i lørdags på solskinsøen i forbindelse med nogle tv-optagelser, og her var hun ude for et smertefuldt fald, der betød, at hun efterfølgende måtte en tur på skadestuen.

»Det gjorde f****** ondt, og jeg havde lyst til bare at trille rundt og tude,« skriver Mascha Vang blandt andet i et blogindlæg, hvor hun har beskrevet hele hændelsen.

I blogindlægget fortæller Mascha Vang, at hospitalsbesøget forløb langt under hendes forventninger. Hun mener ikke, at lægerne tog hende seriøst.

Sendt hjem med smertestillende

Ifølge bloggeren fik hun taget røntgenbilleder af sin venstre arm, men lægerne vurderede, at der ikke var noget galt.

»Jeg forklarer, at jeg altså har virkelig ondt, og at der må være noget galt, da det jo ingen mening giver for mig at bede om hjælp, jeg ikke har brug for,« skriver Mascha Vang på sin blog.

Her skriver hun også, at hun forsøgte at overtale lægerne til en scanning af armen, men at de nægtede og i stedet sendte hende hjem med to tabletter Ipren.

Da hun søndag stadig havde voldsomme smerter, valgte hun at ringe til vagtlægen, men han afviste – ifølge Mascha Vang – at behandle hende, da hun allerede var blevet tilset på hospitalet.

Det er meget heldigt, at det 'bare' er min arm...

Derfor valgte Mascha Vang mandag at bestille en tid på et privathospital, hvor hun fik at vide, at der på røntgenbillederne fra Bornholm var 'tydelige tegn på brud'.

Hun fik derfor en scanning, som viste, at der ikke bare var ét, men to brud i hendes venstre arm, skriver bloggeren i sit indlæg.

Derudover var der problemer med ledbåndet, hvilket betyder, at Mascha Vang nu er ukampdygtig i seks uger.

Hun er desuden meget lidt begejstret for det offentlige sundhedsvæsen, som, hun mener, behandlede hende som en 'pivet tøs', når hun fortalte om sine smerter.

Hospitalet beklager

»Det er meget heldigt, at det 'bare' er min arm, men den er nu også meget anvendelig at have tilgængelig, og det ville være ret fedt, hvis jeg ikke skulle bøvle med den i fremtiden på grund af mangelfuld behandling,« skriver hun.

B.T. har været i kontakt med Masha Vang, der fortæller, at hun ikke ønsker at uddybe sit blogindlæg, da hun mener, at hendes oplevelse allerede er »godt beskrevet«.

B.T. har konfronteret Bornholms Hospital med hendes kritik.

»Vi er naturligvis kede af, at Mascha Vang har haft en kedelig oplevelse på hospitalet. Det beklager vi,« lyder det fra vicedirektør Morten Østergaard i et skriftligt svar.

Han fortsætter:

»Vi tilbyder altid patienter, der har haft en dårlig oplevelse, at møde til en snak med afdelingsledelsen. Det gælder naturligvis også Mascha Vang. Vi vil se frem til en dialog omkring forløbet.«