Mascha Vang går for tiden og grubler over, hvorvidt hun skal rive teltpælene op og flytte til Jylland for at bo med sin kæreste. Men hun har svært ved at træffe den endelige beslutning, skriver hun på sin blog.

Blogger og iværksætter Mascha Vang har på ingen måde lyst til at flytte. Alligevel går hun med tanker om, at hende og datteren Hollie Nolia snart flytter fra København til Kolding.

Det skyldes kærligheden til jagerpiloten Troels Krohn-Deli, som Masha Vang har været kærester med i ca. et halvt år.

»Jeg tænker næsten ikke på andet for tiden. Det er, som om det ligger i baghovedet hele tiden og snører lidt i maven,« skriver hun.

Når det er svært for bloggeren at beslutte sig, skyldes det især, at en eventuel flytning vil betyde, at hendes datter, der snart skal starte i skole, derved vil komme til at se sin far mindre, end hun gør i dag. Han vil ikke bare have mulighed for at komme forbi, som han ellers gør i dag.

Mascha og hendes datter. Vis mere

Det er ikke en mulighed for parret, at det er Troels Krohn-Deli, der flytter til København. Det skyldes ifølge bloggeren, at Skrydstrup, hvor jagerpiloten arbejder, er det eneste sted i Danmark med F-16 fly. Desuden ønsker han ikke at skulle flyve hverken charterfly eller rutefly.

Mascha Vang har allerede forsøgt at finde ’en masse praktiske løsninger’ for at få forholdet til at fungere. Men hun kommer også frem til, at hun ikke ønsker to hjem eller et langdistanceforhold.

Troels Krohn-Deli har i forvejen to børn fra et tidligere forhold.