Han har optrådt foran 80.000 jublende fans på Wembley, været transmitteret på tv til mere end ti millioner seere. For nu at nævne et par enkelte højdepunkter. Alligevel var det noget helt andet, han oplevede sidste år på denne tid, da han debuterede som dommer i 'X Factor'.
»Det var en kæmpe omvæltning at skulle ind til hver fredag. Selvom jeg har performet for langt flere seere, har det været i måske fem til ti minutter og så af igen,« siger Martin Jensen og fortsætter:
»Jeg har ikke skullet stå til ansvar på samme måde, som når du sidder i 'X Factor' og siger til en deltager, at vedkommende synger pivhamrende falskt. Og halvdelen af landet så synes noget andet,« lyder det fra 'X Factor'-dommeren, som trods sin stjernestatus var et stort set ukendt ansigt herhjemme, da han sidste år debuterede i stolen.
»Jeg kommer jo med en lidt anden energi end mine forgængere. Er lidt mere jysk og ikke så… hvordan skal man sige det….. fin,« griner han.

Men det var ikke kun den nye dommer, der var knap så fin i sit ordvalg i den seneste sæson af det populære underholdningsprogram.
Flere af deltagerne oplevede nemlig, at deres indbakker flød over med hadefulde beskeder som 'skrid hjem til Afrika' og 'I er klamme', ligesom dommerne også stod for skud.
'Du skal bare dø,' skrev en seer eksempelvis til Martin Jensen.
»Det fyldte ekstremt meget for TV 2, og det var godt, at de tog det op. Men vi kender alle fra skolegården, at hvis man siger til mobberen, at han ikke må mobbe, hælder du bare endnu mere benzin på hans bål.«
»Derfor sagde jeg til TV 2, at jeg syntes, det var en rigtig dum idé at lave en kampagne,« siger han om videoen, hvor deltagere og dommere læste deres beskeder op. En video, som blev vist i pausen mellem showet og afgørelsen.
»I løbet af den korte pause fik jeg to-tre beskeder om, at jeg skulle dø, og at jeg var den ringeste dommer nogensinde. Så responsen var præcis, som jeg sagde.«

»Personligt kan jeg godt håndtere det, fordi jeg har været så mange år i branchen. Men mange af deltagerne kommer fra den ene dag at have gået på gymnasiet eller stået i Dagli'Brugsen til pludselig at være kendt i hele Danmark.«
»Så selvom de shiner og får masser af ros, kan de fem til ti hadbeskeder vælte læsset. Så glemmer man alt det positive og lægger kun vægt på det negative. Og det kan ødelægge mange unge talenter,« mener Martin Jensen, som ikke ligger inde med svaret på, hvordan man kommer hadbeskederne til livs.
»Jeg mener ikke, at det skal ties ihjel, men der er ingen grund til at skrige det ud i en megafon,« lyder det fra 'X Factor'-dommeren, som, siden han satte sig i stolen, også selv har mærket en stigende interesse for sin person.

Ikke mindst privat, hvor han trak overskrifter, da han i foråret brød med sin forlovede, Natasha Thompson, og snart kunne ses med en ny skønhed ved sin side, den 20-årige Cassandra Greve. Som ifølge B.T.s oplysninger tidligere havde arbejdet for hans eks.
»Generelt synes jeg, at folk har været enormt flinke til at tage imod mig. Og faktisk også, at pressen har været ekstremt sød ved mig.«
»I modsætning til i udlandet kan vi bedre være i fred og ro herhjemme,« siger han om opmærksomheden. Og smiler så:
»Der gik næsten tre måneder, før I fandt ud af, at Cassandra og jeg var blevet kærester. Det er jo helt til grin,« griner han højlydt.
»Så jeg kan stadig få lov til at være Martin Jensen. Det er rart,« tilføjer han så og glæder sig til igen at gøre sit indtog i de danske stuer fredag aften i den bedste sendetid.
»Sidst havde vi en sindssyg sæson med de bedste seertal. Også derfor er jeg fortsat en sæson mere. Jeg er bare rigtig taknemmelig og glad for, at de vil spørge mig igen. Selvom jeg måske havde en lidt anden udmelding, da sæsonen sluttede,« siger Martin Jensen med et skævt smil.
»Men jeg synes, at det er dejligt, at det ikke kun er københavneri, at det ikke er ren Thomas, der skal bruge så mange fancy ord, at folk ikke engang forstår, hvad han siger. Det er rart, at jeg kan få lov til at komme ind og forklare nogle ting på en måde, som hr. og fru Danmark godt kan forstå.«