Da radioværten Maria Fantino under et indslag ville takke sin veninde for at have forsvaret hende mod dem, der mobbede hende som barn, knækkede hendes stemme pludselig over, og hendes øjne blev blanke.

Nu hyldes hun for sin reaktion og for at tage emnet op.

Radiokanalen P3 har denne uge fokus på mobning, og i den forbindelse valgte Maria Fantino - der sammen med makkeren Christian Bonde er værter på programmet 'Curlingklubben' - at hun ville takke sin veninde, Anne Sofie, for at hjulpet hende, da hun blev mobbet i 6. klasse.

I indslaget (som du kan se i bunden af artiklen, red.) fortæller hun, at hun især kan huske en vinterdag, hvor hun sammen med veninden i spisefrikvarteret gik forbi nogle af de 'store' elever fra 9. klasse.

Dengang var radioværten det, hun beskriver som 'emo' (en livsstil, red.), og hun havde noget 'rigtig mærkeligt, stort touperet hår'.

Og det var netop hendes udseende, som eleverne fra 9. klasse gjorde grin med. Igen-igen.

»Men det, der skilte sig ud den dag, var, at min bedste veninde ikke ville finde sig i, at der var nogen, der gjorde grin med mig,« fortæller Maria Fantino i programmet.

Så veninden bad Maria om at fortsætte op til deres klasseværelse, mens hun selv konfronterede de ældre elever.

Det førte til, at Anne Sofie dukkede forsinket op til timen og var fuldstændig gennemblødt, fordi eleverne fra 9. klasse havde overfaldet hende og rullet hende i sneen udenfor, efter hun havde skældt dem ud.

»Ved du (Anne Sofie, red.) hvad? Jeg har bare tænkt over en ting på det seneste og især nu, hvor vi skulle have tema om mobning, og det er, at jeg simpelthen aldrig har fået sagt tak til dig. Øhm. Og det vil jeg bare lige gerne..,« når Maria Fantino at sige, før stemmen knækker, og tårerne presser på.

Videre forklarer hun, at Anne Sofie på den måde viste hende, at man ikke skulle finde sig i, at andre talte på den måde til én, og at der var mennesker, der anså hende for at være mere værd.

Til slut opfordrer Maria Fantino i programmet til, at man husker at takke dem, der har forsvaret én mod mobning, ligesom hun håber, at alle dem, der tager konfrontationerne, fortsætter med at gøre det, for - som hun fortæller - 'det gør rent faktisk en forskel'.

Efterfølgende har P3 delt klippet fra programmet på Facebook - og siden er det strømmet ind med hyldester:

'Maria, det er nok det stærkeste indslag, du har lavet, fantastisk sejt og godt gået, du er fandemer skøn,' skriver brugeren Jesper, mens Cilia skriver:

'Bedste indslag, jeg hidtil har hørt på P3.'

Mange andre har også valgt at 'tagge' de personer, der har hjulpet og støttet dem mod mobning.