P3-værterne Pelle Peter Jensen og Maria Arcel er ikke længere kærester. De er nu ægtefolk.

På årets sidste sommerdag sagde de to velkendte radiostemmer ja til hinanden under deres kendisbesøgte bryllup ved Hammershus på Bornholm.

På Instagram har Pelle Peter Jensen lagt et billede op fra begivenheden, som de kalder det 'ultimative eventyrbryllup'. Hertil skriver han:

»Jeg elsker dig Maria.«

Det nygifte par blev kærester, efter de i 2018 lavede programmet 'Sommermorgen'.

Her opstod der sød musik i radiostudiet, da de to værter dag efter dag gik op og ned af hinanden.

I januar 2019 havde relationen og kærligheden vokset sig så stor, at Pelle Peter Jensen friede til sin Maria under en tur til Afrika.

På Instagram beskrev Maria Arcel det således:

'For 9 måneder siden blev jeg kysset af Pelle for første gang ude foran min dør. For 5 måneder siden sagde jeg ja til at være hans kæreste. I går aftes sad vi midt i junglen og spiste middag under stjernerne med løver i buskene og Masai-folk dansende omkring os, da Pelle gik på knæ.'

Blandt navnene på gæstelisten var der en lang række kendisser.

Heriblandt radioværterne Sara Bro, Anders Stegger, Andrew Moyo og Nicholas Kawamura.

Derudover var rapperne Kidd og Emil Kruse inviteret.