Maria Lucia er sangerinde og skuespiller, og så har hun for nylig fået en ekstra titel, som kommer til at byde på en helt ny side af livet. Nemlig titlen som mor.

Den 36-årige sangerinde har sammen med sin svenskfødte forlovede, Albin Fredy Ljungqvist, fået en lille dreng. En søn, hvis navn er et mix af farens mellemnavn, som har rødder langt tilbage i den svenske familie, og Maria Lucias far, der gik bort i 2009.

Per Fredy hedder han, og selv om den 36-årige sangerinde er rigtig glad for navnet, så var der en tid, hvor hun skulle vænne sig til det.

»Han er jo opkaldt efter sin morfar, og jeg må da indrømme, at i starten havde jeg svært ved at sige det højt, men det er det helt rigtige. Det er så fyldt med kærlighed, det navn, så det er lige, som det skal være.«

Maria Lucia og sønnen, Per Fredy.
Maria Lucia og sønnen, Per Fredy.
Vis mere

Maria Lucia mistede sin far for 11 år siden. Han havde et kompliceret sygdomsforløb, men i sidste ende var det en blodprop, han døde af.

Det er et tab, der har givet hende en sørgmodighed, som nok aldrig går væk. En sørgmodighed, som hun mener, mange, der har mistet en forælder tidligt, kender til.

Hun beskriver sig selv som følsom, men ikke skrøbelig. Typen, der kan klare, når folk er uretfærdige over for hende, men må lade tårerne flyde frit, når de elskende får hinanden i slutningen af filmen.

For Maria Lucia har det at have mistet sin far på godt og ondt gjort, at hun har lært sine egne følelser bedre at kende. Også det at administrere dem.

Lige nu kæmper hun dog med hormoner, som de fleste gravide og nye mødre oplever.

»Jeg kan selv godt selv mærke, at følelserne kommer mere umotiveret,« siger hun.

B.T. har talt med sangerinden i forbindelse med, at hun er aktuel i den nye Netflix-film 'Til månen og tilbage', der har premiere 23. oktober.

Maria Lucia var gravid, da hun skulle lægge stemme til sin karakter Chang'e, den kinesiske månegudinde, og her oplevede hun bogstaveligt talt at have mindre råderum.

For hvor hun normalt kan give lungerne al den luft, de har brug for, og få fat i alle de muskler, der skal til, så var de nu to, der skulle deles om både kræfter og ilt.

»Jeg er nok det, man ville kalde hyperperfektionistisk. Så selv om jeg synes, det endte godt, så kan jeg stadig høre steder, som jeg håber, publikum ikke lægger mærke til. Det tror jeg ikke, de gør,« lyder det fra hende, inden hun griner.

Med til interviewet er foruden sangerinden selv både Per Fredy og mormor. For som nybagt mor er man på hele tiden, og derfor giver mormor en hjælpende hånd. Og den 36-årige Lucia, der ellers er helt ude af manegen for at passe sin barsel, er kort tilbage for at lave presse for sin nye film.

»På den ene side synes jeg, at det er fedt, at der er gang i et eller andet. Det er jo bare sådan 'wuhu', og på den anden side er jeg også vildt nervøs.«

Det er et nyt liv, som Maria Lucia er i gang med, hvor hun skal klare rollen som mor. Det er hårdt, men godt, lyder det fra den trætte mor.
Det er et nyt liv, som Maria Lucia er i gang med, hvor hun skal klare rollen som mor. Det er hårdt, men godt, lyder det fra den trætte mor. Foto: Nikolaj Thaning
Vis mere

Maria Lucia lægger ikke skjul på, at det er sårbart at være nybagt mor. Der er ting, hun ikke er klar til at åbne op om endnu. Der er ting, hun kæmper med, som hun ikke uddyber med mange detaljer, men lidt fortæller hun.

»Jeg vil indrømme, at amning har været en stor udfordring. Det er hans kilde til næring, så det er svært, når det bare ikke fungerer.«

Fødslen var heller ikke ukompliceret, siger hun. Det er en historie, som må komme en anden dag, når der er mere afstand. I det hele taget værner hun om lille Per Fredy og deres private liv.

Brudstykker af morlivet er dog lagt på Instagram. Hun har delt før- og efterbilleder af sin krop for at hylde den kraft, den besidder. Hun har delt billeder af sin lille, smilende dreng, og hun har delt billeder fra tiden, hvor hun ventede sig.

Men der er også områder, hvor hun ikke lukker offentligheden ind.

»Jeg kan mærke, at der er et ekstra hensyn at tage nu, og der bliver jeg nok lidt 'mor-beskyttende'. Hvis der er noget, jeg ikke ønsker at have alle muliges mening om, så deler jeg det bare ikke. Det er et af mine bedste redskaber,« lyder det fra Maria Lucia.

Om sig selv og sin forlovede fortæller hun, at de er i gang med at lære at være forældre: at finde deres ståsted.

Og når Albin Fredy Ljungqvist kommer hjem fra arbejde, så er han klar til at tage over.

»Så tager han vores lille skattebasse, og så kan jeg lige puste ud,« lyder det fra en nybagt mor.