Tidligere tirsdag kom det frem, at den mangeårige Roxette-sangerinde Marie Fredriksson er død.

61 år fik hun på jorden. Nogle af disse år delte hun med den anden del af Roxette, Per Gessle, der nu reagerer på dødsfaldet på Twitter:

'Tiden passerer så hurtigt.  Det er ikke længe siden, vi tilbragte dag og nat i min lille lejlighed, hvor vi delte vores uopnåelige drømme. Og hvilken drøm vi fik lov til at dele!'

Hans opslag fortsætter:

'Jeg er beæret over at mødt dit talent og din gavmildhed. Al min kærlighed går til dig og din familie. Intet vil nogensinde blive det samme igen.'

Parret dannede popduoen Roxette i 1986, og med årene blev deres musik en gigantisk succes.

På deres musikalske CV kan de blandt andre skrive numre som 'It Must Have Been Love' og 'Listen to Your Heart', og på verdensplan har duoen solgt mere end 75 millioner album.

Roxette gik i opløsning i 2002, da Marie Fredriksson blev alvorligt syg. Hun besvimede pludseligt i sit hjem, og det skulle vise sig, at en tumor i hjernen var årsagen.

I 2009 fandt hun og Per Gessle dog hinanden og Roxette igen, og i nogle år tog de atter på tour sammen.

Indtil 2016, hvor sygdommen blev for omfattende for sangerinden.

Hendes død skyldes netop den sygdom, hun i mange år led af.

Hun efterlader sig ægtemanden Mikael Bolyos og deres to børn, 26-årige Inez Josefin og 23-årige Oscar.