Danskerne kender ham bedst som 'Gulddreng', men det er et overstået kapitel, og nu vil Malte Ebert holde sig til sit originale navn, når han udgiver musik.

Den 25-årige sanger har fredag udgivet sangen 'Christmas Without You', der er en julesang, som musikeren er meget tilfreds med.

»Det er en dejlig julesang, der er godt komponeret, med blandt andet en strygerkvartet. Jeg tror, det kan blive en bred julesang med årene, og den er samtidig på engelsk, så den kan måske blive aktuel i udlandet,« siger han til B.T.

Malte Ebert påpeger, at det er svært at sammenligne den nye sang med 'Guld Jul', som han udgav som Gulddreng, fordi 'Guld Jul' var midt i en kommerciel succes, mens han nu er ved at bygge sit eget navn op.

Malte Ebert er lige, hvor han gerne vil være.
Malte Ebert er lige, hvor han gerne vil være.
Vis mere

Ebert er godt klar over, at Gulddreng blev hørt mere, end Malte Ebert gør, men han er alligevel lige, hvor han gerne vil være.

»Jeg har det godt lige nu, og jeg laver det, som jeg elsker allermest, så det kan ikke være bedre.«

Og den 25-årige musiker føler sig ligeledes mere respekteret, selvom Gulddreng er et overstået kapitel for nu.

»Jeg synes, der har været mere respekt om min musik i mit eget navn, fordi folk ikke har travlt med at skyde Gulddreng-musikken ned for så alligevel at høre det. Nu kan folk høre, hvor gennemarbejdet det er.«

Lige siden Gulddreng blev lagt på hylden, har Malte Ebert skullet sammenligne musikken fra Gulddreng med musikken fra Malte Ebert, og det synes han ikke helt, man kan.

»Hvis du sammenligner med Gulddreng, så er tallene dårligere (under eget navn, red.), men det er to forskellige typer musik. Sammenligner du mig med andre danske artister, der synger på engelsk, så er mine tal ret pæne. Derudover er mine månedlige lyttere næsten lige så mange som Gilli og Kesi, så helt skidt er det ikke at være Malte Ebert.«

Alligevel holder han døren på klem for et Gulddreng-comeback:

»Jeg har ikke snakket med Gulddreng, siden vi sagde stop, men kender jeg ham ret, så kan man aldrig være helt sikkert på, hvad han kan finde på.«

Malte Ebert er lige, hvor han gerne vil være.
Malte Ebert er lige, hvor han gerne vil være.
Vis mere

Udover de musikalske projekter har Malte Ebert gang i podcasten 'Køretimen', hvor han kører rundt og interviewer kendte danskere.

»Jeg kommer til at færdiggøre denne sæson, hvor der kommer ti afsnit. Jeg synes, det er sjovt at være ham, der stiller spørgsmålene, og på mandag kommer en episode med L.O.C.«

Malte Ebert slutter af med at fortælle, at han kunne finde på at lave et album, men det ikke er noget, han kan løfte sløret for lige nu.

Han blev for alvor kendt som Gulddreng, da han kom med nummeret 'Model' i sommeren 2016 - et nummer, der er hørt mere end 23 millioner gange på Spotify.