Gulddreng, i skikkelse af musiker Malte Ebert, sagde sidste år farvel til offentligheden efter en stort anlagt koncert i Royal Arena i København.

Men nu er han tilbage.

I en ny reklamefilm for Økologisk Landsforening dukker Gulddreng nemlig op.

I filmen forsøger Malte Ebert, der har skabt figuren Gulddreng, at overtale sit gamle alter ego til at vende tilbage for at hjælpe ham med at sætte fokus på økologi.

Gulddreng på den røde løber til Zulu Awards i 2017.
Gulddreng på den røde løber til Zulu Awards i 2017. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Gulddreng er dog modvillig, men Malte Ebert fortæller, at folket vil have mere Gulddreng.

»I alle interview, jeg laver, spørger de, hvordan går det med Gulddreng. Alle vil have dig tilbage,« lokker Malte Ebert i reklamefilmen, og Gulddreng indvilger i at hjælpe, hvis han bliver betalt en million kroner.

Her slutter reklamefilmen, som altså ikke giver nogen indikation på, hvad vi kan forvente os af Gulddreng.

Malte Ebert, der har spillet rollen som Gulddreng, lagde figuren i graven i 2018 og har siden fokuseret på at lave musik i eget navn. Her har han dog ikke tilnærmelsesvis opnået samme succes med sin musik som den, der ramte Gulddreng-numrene, der blandt andet tæller 'Model', 'Utro' og julesangen 'Guld jul'.

Gulddreng er dukket op i en ny reklame.
Gulddreng er dukket op i en ny reklame. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Manager for både Malte Ebert og figuren Gulddreng, Christian Skjølstrup, ønsker dog ikke at afsløre, om vi kan forvente os ny musik under navnet Gulddreng.

»Man kan se ham i videoen, så på en eller anden måde er han jo tilbage, men det er også det,« lyder det fra manageren.

Men kan vi forvente ny musik fra Gulddreng?

»Det har vi ikke nogen kommentarer til,« lyder det fra manageren, der heller ikke ønsker at fortælle, hvordan Malte Ebert har det med at genoplive figuren, han ellers havde sagt farvel til.