Smykkedesigner Mai Manniche langer ud efter Linse Kessler og kalder hende for en »løgner« og en »skræmmende rollemodel«.

Samtidig overvejer hun at anmelde realitystjernen til politiet for voldstrusler.

Hvorfor? Det skal vi tilbage til den 1. december for at forstå.

Efter gallapremieren på 'Frost 2' i Imperial Biograf i København, hvor Mai Manniche er sammen med sin veninde og dennes datter, opstår der en ordveksling mellem Manniche og Linse Kessler.

Linse sammen med datteren Stephanie 'Geggo' Christiansen.
Linse sammen med datteren Stephanie 'Geggo' Christiansen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Ifølge Mai Manniche råber Linse »MÆR« efter hende, idet hun, veninden og datteren går forbi Linse, der står sammen med datteren Stephanie 'Geggo' Christiansen og hendes mand, Gengiz MadsSalvarli.

‘Undskyld, hvad er det, du siger?' spørger Manniche, hvorefter Linse Kessler svarer: 'JA kælling, du hørte, hvad jeg sagde – og løb du bare....'

Sådan lød Mai Manniches udlæg af episoden på Facebook umiddelbart efter hændelsen.

Adspurgt til sagen svarede Linse følgende til B.T.:

»Hun (Mai Manniche, red.) har vist fået noget galt i løgnhalsen. Hun hilste slesk på mig, og jeg havde ganske simpelt ikke lyst til at hilse på hende, så det eneste, jeg sagde, var 'pis af, grønært'.«

»Kan ikke fordrage hende«

I denne uges udgave af B.T.s liveprogram og podcast 'Det, vi taler om' – som er et ugentligt sladderprogram – uddybede Linse og afviste, at tavlen mellem de to kunne blive vasket ren i det nye år.

»Jeg sætter en stor ære i ikke at være en hater, men jeg kan bare ikke fordrage hende. Det kan jeg simpelthen ikke,« lød det fra Linse Kessler fredag eftermiddag.

Lørdag aften tager Mai Manniche til genmæle. Ikke alene siger hun, at Linse lyver. Hun siger også, at Linses angreb – som ifølge hende skete, imens der var en masse af børn omkring dem – rent faktisk var langt værre, end hun i første omgang udlagde det.

Ifølge Mai Manniche var det så voldsomt, at hun nu overvejer at gå til politiet.

»Gå du bare væk med dit grimme fjæs, så længe du har et.« Det var det, hun sagde. Det er jo helt vildt. Jeg har endda vidner på, at det var det, hun sagde,« siger Mai Manniche.

Hvorfor tænker du, at det en trussel?

»Jamen, det er det da. Underforstået, at hun kunne finde på at gøre noget. Det er grove ting, hun kommer med. Og uanset hvad man mener om andre mennesker, er det ikke i orden at opføre sig sådan.«

Du sagde tidligere, at du ville politianmelde hende, hvis hun truede dig igen? Samtidig kalder du det groft og ikke i orden, at man opfører sig sådan. Hvorfor skal det ske igen, før du melder hende til politiet?

»Det er begrænset, hvor meget tid jeg gider at bruge på det. I stedet håber jeg på en undskyldning, og at vi kan snakke ordentligt til hinanden.«

Men du siger selv, at en trussel er en alvorlig ting, som ikke skal tolereres. Og det lyder, som om det, der er sket, virkelig støder dine grundprincipper? Er du ikke med til at tolerere den slags opførsel, hvis du ikke gør noget ved det?

»Jo, det er mod mine grundprincipper. Og det kan godt være, at jeg melder hende til politiet. Jeg synes, det er for meget. Og jeg synes, hun er en skræmmende rollemodel. Hun er tidligere kriminel. Jeg synes, det er forargeligt og mærkeligt, at man stadig har så meget had mod andre mennesker.«

Vidnet bekræfter episoden

Vidnet, som Mai Manniche taler om, er en kvinde, der uopfordret skrev til Mai Manniche på Facebook efter optrinnet i Imperial Biograf.

Mai Manniche forklarer, at hun ikke kender kvinden, som gik lige bag dem og hørte alt, der blev sagt.

B.T. har lørdag aften talt med kvinden, og hun bekræfter, at hun har sendt beskeden til Mai Manniche, og at hun så og hørte Linse Kessler sige:

»Gå du bare væk med dit grimme fjæs, så længe du har et.«

Beskeden, som Mai Manniche modtog fra en ifølge hende ukendt kvinde dagen efter episoden i Imperial.
Beskeden, som Mai Manniche modtog fra en ifølge hende ukendt kvinde dagen efter episoden i Imperial.
Vis mere

Kvinden understreger, at hun ikke kender hverken Mai Manniche eller Linse Kessler, og at hun ikke ønsker at være en del af fejden.

»Jeg blev bare virkelig indigneret over Linses opførsel, og da jeg så, at Linse udlagde det på en måde, som ikke var rigtig, skrev jeg til Mai. Det var virkelig ubehageligt, og havde jeg selv haft børn med, var jeg flippet helt ud.«

Årelangt fjendskab

Fejden mellem Familien fra Bryggen og Mai Manniche går endnu længere tilbage end til premieren på Frost 2.

Tilbage i 2016 beskyldte 'Geggos' kæreste Mai Manniche for at have snydt ham, da han købte en forlovelsesring af hende til 80.000 kroner.

Ifølge Bryggen-familien, som havde fået ringen vurderet, var ringen ikke det værd.

Familien klagede, og sagen havnede hos Forbrugerklagenævnet, som senere fastslog, at Mai Manniches firma JEWLSCPH ApS inden 30 dage skulle betale 80.000 kroner til Cengiz Mads Salvarli, som i tilgift skulle levere ringen tilbage.

JEWLSCPH ApS skulle desuden betale 6.000 kroner til Nævnenes Hus til dækning af sagsomkostninger.

På trods af nævnets afgørelse siger Mai Manniche til B.T., at ringen og diamanten, som kæresten købte, var præcis som oplyst ved købet.

»Faktisk var diamanten en smule større end oplyst på certifikatet. Så ringen var der ikke noget galt med. Prisen kan man altid diskutere. Og hvis den er for høj for dig, så lad være med at købe den.«

I en sms skriver Linse Kessler søndag følgende til B.T. om Mai Manniches udtalelser:

'Hvis jeg på nogen måde ønskede at gøre den pauseklovn ondt, ville hun ha' opdaget det, den dag hun mødte mig i biffen. Jeg kan simpelthen ikke være mere ligeglad med hende.'