Det er ikke mere end små tre uger siden, at Linse Kessler og Mai Manniche røg i konflikt med hinanden.
Ord som 'mær' og 'kælling' føg gennem luften til noget så voldsomt, som en gallapremiere på børnefilmen 'Frost 2'.
Selvom tiden læger alle sår, så er der ikke noget der tyder på, at de to kvinder er på vej til at blive forsonet.
I hvert fald ikke, hvis det står til Linse Kessler. Det fortalte hun i denne uges udgave af 'Det, vi taler om'.
Direkte adspurgt, om hun kunne finde på at viske tavlen ren i det nye år, var realitystjernens svar klart.
»Nej, nej. Det kommer aldrig til at ske. Nej, det gør det ikke,« siger hun og fortsætter:
»Jeg sætter en stor ære i ikke at være en hater, men jeg kan bare ikke fordrage hende. Det kan jeg simpelthen ikke,« siger Linse Kessler i 'Det, vi taler om'.
LÆS OGSÅ: Mai Manniche svarer Linse Kessler igen: 'Kan være jeg politianmelder hende?'

Da konflikten mellem realitystjernen og smykkedesigneren fandt sted 1. december, fortalte de to kamphaner efterfølgende, hvordan de hver især havde oplevet situationen.
'Da jeg går forbi, hører jeg bag mig en person råbe 'MÆR'. Jeg vender mig om i den naive tro, at jeg har hørt forkert, og siger: 'Undskyld, hvad er det, du siger?', skrev Mai Manniche i et opslag på sin Facebook-profil.
Ifølge smykkedesigneren var Linse Kessler ikke færdig med at ytre sig.
'Jeg kigger ind i Linse Kesslers ansigt, der siger: 'Ja, kælling, du hørte, hvad jeg sagde - og løb du bare...', skrev hun videre i opslaget.
Efterfølgende skrev Linse Kessler til B.T., at det ikke var sådan, hun havde oplevet situationen.
'Hun har vist fået noget galt i løgnhalsen. Hun hilste slesk på mig, og jeg havde ganske simpelt ikke lyst til at hilse på hende, så det eneste, jeg sagde, var 'pis af, grønært', skrev Linse Kessler.
Hele uvenskabet mellem Mai Manniche og Linse Kessler opstod efter, at Linse Kesslers datter, Stephanie 'Geggo' Christiansen, blev friet til af sin mand, Gengiz Salvarli. Her havde Gengiz købt en ring af Mai Manniche til 80.000 kroner.
Efterfølgende blev ringen vurderet af en række uafhængige eksperter, der vurderede ringen til blot at være mellem 22.500 kroner og 30.000 kroner værd.
Gengiz Salvarli følte sig derfor snydt og ville have pengene tilbage fra Mai Manniche.
Klagen havnede derefter hos Forbrugerklagenævnet.
Konflikten mellem parterne endte med en aftale, hvor familien fra Bryggen fik sine penge tilbage, og Mai Manniche fik sin ring retur.
Aftalen fik dog ikke renset luften mellem familien og Mai Manniche. Og ifølge Linse Kessler ser det heller ikke ud til, at der kommer til at være luftforandring i den nærmeste fremtid.