Godt to uger inde i sidste år, kom Mads Langer ud i en regulær shitstorm.
Han var inviteret i Go' morgen Danmark' for at fortælle om sin angst, men endte med også at give sit perspektiv på årsagen til ADHD, stress og depression – nemlig, at vi har skabt et samfund, hvor der ikke er plads til pauser.
Derfra blev han kroneksemplet i en kritik fra vid og fjern af, at kendisser og andre uden fagligt belæg fik lov at agere eksperter og sprede misinformation i mediebilledet.
I morgenprogrammet dengang fortalte Mads Langer også, at han selv mente at være sluppet for at få påduttet sig en ADHD-diagnose som dreng, fordi han havde haft en rummelig skoleinspektør, der gav ham plads.
Men nu har diagnosen indhentet ham, fortæller den 37-årige musiker i Zetland.
Mads Langer er nemlig blevet diagnosticeret med ADHD. En diagnose, han stadig har svært ved at forstå, for den gængse fordom om det urolige, grænsesøgende ADHD-barn passede ikke på hans rolige gemyt.
Til gengæld passer den bredspektrede diagnose på, hvorfor han nogle gange kan være fuldt fokuseret og dedikeret til sin musik, mens han på en dårlig dag kan gå helt i stykker.
»Det har sat sig på mit selvværd, og det har været det dejlige ved at få den forståelse af mig selv nu her med den ADHD-diagnose. Det gør, at jeg kan tage hensyn til mine udfordringer og passe på mig selv i stedet for hele tiden at blive frustreret og ked af det,« fortæller Mads Langer til netmediet.