Mads Christensen efter skilsmisse: 'Jeg har næsten ingen omgangskreds tilbage'

Der er gode dage. Og der er dårlige dage. Denne er en af de gode.

»Så spiller jeg rollen som Don Johnson i 'Miami Vice'. Han boede også på sin båd og havde en alligator på fordækket,« smiler Mads Christensen med reference til den hårdkogte, men charmerende politiagent i den populære 80'er-serie.

»Her er jeg dejligt fri for grundskat, vejlaug, tagrender og al det lort. Nu har jeg en 'flickvän' i Sverige, så en gang imellem sejler jeg derover og bor der i 14 dage. I sidste uge sejlede jeg ind i Københavns Havn og var turist der et par dage, hvor jeg lejede et af de der ungdomsløbehjul og kørte rundt i byen. Pludselig har man sit hus på ryggen,« fortæller han veltilfreds om sit hjem det seneste år, sejlbåden 'Reckless Ruby'.

I nogens øjne har Mads Christensen, siden han for et lille år siden forlod sin kone, sikkert været reckless. Hensynsløs. Været egoisten, der skred fra 20 års ægteskab for en yngre model. Og det står folk frit for at dømme og fordømme ham, selv om bruddet 'altså ikke var noget, der skete på en formiddag', som han udtrykker det.

Men signalerne overhørte og overså han bare i årevis.

»Jeg ved godt, at det lyder super damebladsagtigt, men når man midt i livet står ved en korsvej – når børnene snart er så store, at de skal ud på egne ben, og så sidder vi dér – så spørger man sig selv: 'Var det dét?'«

»Dér har jeg en gennemsyrende fornemmelse af, at der er mange kilometer i mig endnu. Og at det ikke bare skal være dét,« siger Mads Christensen, som mener, at mænd, der træffer samme valg som ham, bliver opfattet som 'ynkelige, triste, tragiske og lidt latterlige', mens kvinder, der træffer samme valg, bliver hyldet.

»Hvorfor skal det være en kamp? Dem mod os?« spørger han. Og mener det.

Men han har på intet tidspunkt fortrudt sin beslutning.

»Jeg har ikke vendt mig om et eneste øjeblik.«

Til gengæld har han mærket reaktionerne på egen krop. Mærket, hvordan vennekredsen er svundet ind.

»Når de taler i medierne om at gå i selvisolation, så trækker jeg altid på skuldrene. Piece of cake. Jeg lever allerede i isolation. Jeg har næsten ingen omgangskreds tilbage. For der er ikke ret mange, der sympatiserer med en ægteskabsbryder. Og dem, som måske ikke har meldt mig fra, har jeg selv valgt fra i min jagt på lidelse.«

»Så jeg er meget alene og lever meget småt og minimalistisk. Jeg henter vand i en dunk, jeg tisser oppe i sejlklubbens lokaler, for mit eget toilet virker ikke. Der bader jeg også.«

»Det passer mig egentlig meget godt ikke at have så meget menneskekontakt. Det er en fase, min egen lille katarsis, renselse. Så sidder jeg her og arbejder på forskellige ting og tager en gang imellem til Sverige og min hemmelige kærlighed. Hun fylder mine tanker op med livslyst, glæde og fryd. Og det er vidunderligt. 'Det bästa som finns', som de siger derovre.«

Han smiler forelsket. Men ikke længe.

»Desværre kan jeg ikke tilbyde mine børn så meget her. Jeg kan ikke blive en moderne 7/7-far. Og det er min store akilleshæl,« erkender Mads Christensen, hvis tre børn er i alderen 13 til 19 år og forståeligt nok blev både overraskede og kede af det, da den trygge familie blev opløst.

»Så de lægger selvfølgelig deres loyalitet dér, hvor de skal lægge den. Og det er ikke hos mig. Det har jeg givet dem fripas til. For det er mig, der har brudt alle de aftaler, vi har lavet. Og det har jeg det fortsat svært med,« siger han om det, der ubetinget tynger ham allermest. Det, der fylder mest på de dårlige dage.

»At blive skilt er hæsligt. Og jeg vil ikke anbefale det for nogen. Men jeg vil heller ikke anbefale, at man lever i et liv, hvor man ikke kan få luft. Der er ikke nogen nem vej ud af det.«

Men Mads Christensen tog vejen. Dén, han selv kalder den tunge tur op til tandlægen for at få lavet en rodbehandling. Hvor man ved, at det kommer til at gøre nas. Men at det er nødvendigt. Nu er helingsprocessen i gang.

»Jeg har nogle ugentlige ritualer, hvor vi ses, spiser noget mad sammen, laver lektier og spiller noget skak. Men det største problem ved det livsvalg, jeg har truffet, er, at jeg aldrig kan blive en værdig spiller over for mine børn, fordi jeg ikke kan have dem boende her.«

»Konstellationen er, at Camilla og børnene bliver boende der, hvor de hele tiden har boet, og at den stabilitet, jeg altid har drømt om for dem, at vi prøver at bevare den, så længe de efterspørger den. Den eneste forskel er, at jeg ikke er der mere. Og spørgsmålet er, om de opdager det.«

Brevkassen 'Spørg Mads – mest for mænd' kan læses hver lørdag i B.T. og på bt.dk. Du kan sende spørgsmål til Mads Christensen allerede nu på mailen Mads@bt.dk.