Remee var i både shorts og bare tæer, da han torsdag deltog i DR-programmet 'Aftenshowet.' En påklædning, der falder fint i tråd med programmets nye koncept, lyder det fra redaktøren.

»Vi vil ikke lege tøj-politi. Så længe gæsternes påklædning ikke larmer og stjæler fokus fra emnet, så er det fint for os.«

Sådan lyder det fra redaktionschefen på 'Aftenshowet', Michael Rydal Ravn-Olsen, dagen efter, at den tidligere 'X Factor'-dommer gæstede programmet iført shorts, T-shirt, kasket og bare tæer.

Hen over den usædvanlige danske sommer har debatten om mænd i shorts i den grad fået temperaturen til at stige yderligere ude ved tastaturerne.

Screendump/DR

Chefredaktør på Jyllands-Posten Jacob Nybroe startede diskussionen, da han i e-mail til medarbejderne først på sommeren understregede, at redaktionen var en arbejdsplads og ikke en campingplads, og dermed konkluderede, at mandlige journalister i korte bukser var 'no go' i bladhuset.

I denne uge tog præst og debattør Sørine Godtfredsen tråden op igen, fordi hun havde set Felix Smith i tv-programmet 'Go' aften Danmark' iført et par lærredsshorts.

I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad harcelerede hun over de mange bare mandeben i tv-studier sommeren over. Over for B.T. forklarede hun, at man har 'pligt til at klæde sig sådan, at man respekterer både dem, man taler til, og det, man taler på vegne af'.

»Det gør man ikke ved at tage shorts på,« påpeger Sørine Godtfredsen.

Om Remees påklædning var en kommentar til den seneste debat ,vides ikke, men flere brugere på de sociale medier morede sig torsdag aften over hitmagerens fremtoning.

'Aftenshowet' blev relanceret for få uger siden, og produktionen af programmet ligger nu hos Bermuda og STV.

Redaktionschefen på programmet siger, at formålet med det nye format netop har været at skabe en diskussion, som man kunne have hjemme ved køkkenbordet. Set i det lys synes Michael Rydal Ravn-Olsen, at Remees outfit passede fint ind.

»Vi vil gerne skabe samtaler, som dem man har derhjemme, og så er det ganske befriende, at en af vores gæster føler sig så tryg og afslappet, at han kommer ind i bare tæer.«

B.T. forsøger at få en kommentar fra Remee.