Har du dresscode på din arbejdsplads? Er du måske selv direktør og har indført noget lignende? I begge tilfælde vil vi gerne høre fra dig på 1929@bt.dk eller på Facebook.

'Jeg vil bede om almindelig, semi-konservatisme i garderobevalget.'

Sådan skriver den ansvarshavende chefredaktør for Jyllands-Posten, Jacob Nybroe, i en e-mail til alle medarbejdere på avisen, som Radio24syv er kommet i besiddelse af.

'Jeg synes, vi er på en arbejdsplads - ikke på en campingplads', skriver han og erkender, at det centrale budskab næppe er populært.

Semi-konservatismen betyder nemlig 'lange benklæder for mænd (og også for kvinder). Kvinder kan derudover vælge knælange kjoler, men ikke miniskørter og hotpants,' står der i e-mailen. Altså slut med shorts for mændenes vedkommende.

Foto: Radio24syv
Vis mere

'Jeg er sikker på, at vandene skilles på dette. Derfor er det en hjørnekontor-indskærpelse', slutter Jacob Nybroe i e-mailen.

Det handler om, at beklædningen skal være passende, uddyber han over for BT.

»På Jyllands-Posten skal vi optræde sådan, at beklædningen ikke står i vejen for kommunikationen. Hvis man eksempelvis har tatoveringer i ansigtet, er det nok heller ikke lige hos os, man skal blive ansat.«

De nye regler gælder for alle medarbejdere, uanset om de færdes meget eller lidt ude af huset.

Hvordan har modtagelsen været?

»Den har været helt som forventet. Der er folk, der henviser til menneskerettighederne, og der er folk, der er begejstrede,« siger Jacob Nybroe, der i øvrigt gerne selv ifører sig shorts. Bare ikke i arbejdstiden.

Samme holdning har Flemming Dreesen, der er chef for ansættelsesret i Dansk Arbejdsgiverforening. Han ville aldrig gå i shorts på arbejdet, men holder sig til pænt business-tøj uanset årstiden.

Han råder ikke de omkring 25.000 medlemsvirksomheder til at gøre noget bestemt i forhold til dresscodes.

»Det må virksomhederne selv vurdere. Vores opfordring vil være, at man tager medarbejderne på råd via samarbejdsudvalget. Det giver altid større forståelse, og så får man taget diskussionen på den rette måde. Men i sidste ende kan man jo altid bare indføre det, hvis man vil. Det ligger inden for ledelsesretten,« siger han.

En undersøgelse, som YouGov sidste år gennemførte for fagforbundet Lederne blandt 2.120 ledere viste, at 59 procent arbejder i virksomheder, der ikke har regler for medarbejdernes påklædning.

Blot 16 procent har en nedskrevet dresscode, mens 25 procent arbejder et sted, hvor der er uskrevne regler for påklædningen.