Har Lizzo dræbt en fan ved at kaste sig ud fra scenen under et af sine shows og lande på personen?

Nej, det har hun ikke.

Det siger den 33-årige sangerinde med det borgerlige navn Melissa Viviane Jefferson i en video på sociale medier.

Her afliver hun dermed et bizart rygte, der angiveligt har floreret gennem længere tid.

Lizzo har aldrig kastet sig ud fra scenen under sine koncerter, siger hun.
Lizzo har aldrig kastet sig ud fra scenen under sine koncerter, siger hun. Foto: HANNAH MCKAY
Vis mere

»Jeg ser mange irriterende ting om mig på internettet, men det, der irriterer mig mest, er rygtet om, at jeg skal have stagedivet og dræbt en,« siger hun i videoen, der er delt på TikTok.

I videoen siger hun også, at hun faktisk aldrig nogensinde har stagedivet, men at det bestemt ikke ville ende med et dødsfald, hvis hun kastede sig ud i det.

»Jeg ved, jeg er stor, men så fed er jeg sgu ikke,« siger hun i videoen, hvor hun også kaster sig på maven ned i sin seng for at bevise, at hendes vægt ikke kan dræbe.

Se videoen herunder (artiklen fortsætter under videoen):

Det er ikke første gang, at Lizzo taler om sin kropsstørrelse.

Hun går for eksempel ofte ud og promoverer kropspositivisme ved at dele letpåklædte billeder på sine sociale medier for at overbevise folk om, at man skal elske sig selv, som man er.

Noget, som hun selv har lært med tiden.

»Jeg begyndte tidligere i år at tale til min mave. Jeg begyndte at sende luftkys til den og hylde den, fordi jeg tidligere havde lyst til at skære den af, fordi jeg hadede den så meget. Men nu har jeg fundet ud af, at min mave er en del af mig,« har hun tidligere udtalt.