Lige siden hun var en lille pige, havde hun løbet uden at se sig tilbage. Ikke mod noget. Men væk fra noget. På evig flugt. Men pludselig eksede benene under hende. Hun faldt i et sort, dybt hul. Lå fastfrosset i fosterstilling.
»Nu havde jeg beviset. Jeg var uduelig. Jeg var ikke dygtig nok,« siger Lisbeth Zornig Andersen med alvor i stemmen om dét, der blev det største vendepunkt i hendes liv.
Det er de færreste, der ikke kender historien om hende. Om super-mønsterbryderen fra Lolland, der dedikerede sit liv til at hjælpe andre udsatte, utrætteligt kæmpede for børnene og de svageste.
Om hende, der, fra hun var ganske lille, selv blev udsat for ikke alene svigt, men også seksuelt misbrug. 'Min barndom i helvede' hed dokumentaren, der gjorde hende berømt og til en funklende stjerne på den socialpolitiske himmel.
Men da hun sidste sommer ramte nyhedsmedierne, var det en helt anden historie, der fik breaking-klokkerne til at bimle. Historien om hendes konkurs.
»Jeg er ked af det, skamfuld og vred,« lød B.T.s overskrift dén dag.
Men hvad de færreste vidste, var, at forud var gået måneder i helvede, hvor den kendte forfatter og debattør overvejede at tage sit eget liv.
For at rejse sig fra misbrug og svigt, fra årtiers sygdomme i kroppen, var intet imod at se skammen over at have fejlet i øjnene.
Et år er gået siden. Nu sidder 52-årige Lisbeth Zornig i køkkenet i Køge og stråler af sundhed. Er en levende reklamesøjle for den bog, hun har skrevet om at vende nedturen. 'Zornigkuren' hedder den.
Men selv om hendes krop er blevet stærk og sund, trækker et mørkt slør sig ind over de ellers smilende blå øjne, når hun fortæller om tiden, fra hun kendte til konkursen, til sagen kom for retten – og hendes nederlag dermed blev offentligt.
»Enten dør jeg af skam, eller også prøver jeg at gøre mig stærk, til jeg bliver den gule breaking-bjælke,« husker Lisbeth Zornig, at hendes mantra blev.
»Så da nyheden ramte Danmark, var jeg ovre på den anden side. Men det var jeg ikke i månederne før. Når jeg kigger i bakspejlet, var jeg voldsomt selvmordstruet,« fortæller hun om de mørke tanker, der fyldte hele hendes krop: at hun kunne flygte fra skammen over den forestående konkurs ved at tage sit eget liv. Være på forkant.
»Fra at have været et ikon, hvad jeg på en måde endte med at blive, til det kæmpe ansigtstab at falde fra tinderne. Det var super flovt.«
»Jeg tror, at det var karma, der ramte mig. Fra at gå og føle mig som verdens navle blev jeg verdens røvhul,« siger hun ligeud.
I dag skræmmer selvmordstankerne hende. Men samtidig ved hun, at dét at tage sit eget liv altid er en Plan B for mange mønsterbrydere, der som hun har været udsat for svigt og overgreb.
»Min mor forsøgte selvmord rigtig mange gange, og jeg har reddet hendes liv flere gange. Men jeg har også stået og overvejet, om jeg bare skulle gå min vej, lade hende ligge og få det overstået,« forklarer hun om den kynisme, som mange mønsterbrydere har i værktøjskassen.
»Så for mig har det altid været en ting, der har ligget som en mulighed. Men jeg blev faktisk forskrækket over, at det var dét værktøj, jeg kiggede på,« siger Lisbeth Zornig.
Heldigvis blev det ved tanken. At gøre sig stærk, ruste krop og sjæl til at se skammen i øjnene vandt. Og har vundet lige siden. For Lisbeth Zornig er ikke i tvivl om, at hun har fundet en ny og bedre version af sig selv.
»Dybest set har det ikke været sundt at have et heppekor at skulle leve op til hele tiden. Man har brug for også bare at have lov til at 'være', for ellers bliver man den præstation. Og det tror jeg ret meget, at jeg blev som voksen,« siger hun om den ikoniske status, hun opnåede.
»Pludselig står man der på toppen og kigger ned, tænker 'shit mand, det er bare et spørgsmål om tid, før jeg skvatter'. Hvilket jeg så også gjorde.«
Lisbeth Zornig siger det uden ynk i stemmen. Og med smil i øjnene. For i dag har hun ingen problemer med at se tilbage på og reflektere over den skam, der var tæt på at tage livet af hende.
»Jeg har ingen problemer med at snakke om voksne, der har begået overgreb mod mig, om vold, jeg har oplevet, fattigdom. Det er ikke et problem.«
»Men at blive udstillet for hele Danmark som det værste afskum, at blive blottet på ikke at være dygtig, dét var svært. Og det var dybest set dét, der skete. Jeg var ikke dygtig til at drive virksomhed,« erkender Lisbeth Zornig.
»Så ansigtstabet var noget af det, jeg virkelig skulle have på plads i mit hoved. At mere sej var jeg altså ikke.«
Der er ingen bitterhed i hende. Eller vrede over at blive hende, der fik breaking-klokkerne til at bimle. Hun er garvet nok til at vide, at når man inviterer pressen med til bryllup, kommer de også til begravelsen. Og det gjorde de.
Nu er Lisbeth Zornig genopstået. I en ny, slankere og sundere udgave.
Og selv om hun med et hjerteligt grin siger 'hellere 10 stomier end gå konkurs' med reference til, at hun selv i flere år levede med stomi, indrømmer hun blankt, at nedturen, skammen, konkursen også har gjort hende godt på andet og mere end sundheden.
For hvor hun hele sit liv har løbet fra noget og båret på frygten for at blive afsløret som forkert og uduelig, er det slut med løbe.
»Det ansigtstab har været meget effektivt. Så nu er der ikke så meget at leve op til og heller ikke så meget at flygte fra,« smiler Lisbeth Zornig og vil tilmed gå så langt som til at kalde konkursen en gave.
»For den fik sat en stopper for noget, der ikke var bæredygtigt, nemlig Huset Zornig. Så på den måde er det jo nærmest en klicheagtig befrielse.«
»Det er dejligt befriende at opdage, at det hele ikke handler om mig. At jeg ikke er så vigtig længere.«
'Zornigkuren' udkommer på Gyldendals Forlag 17. september
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Kontakt Livslinien på telefon 70 201 201 eller læs mere på www.livslinien.dk
