En kæmpe Lego-borg fylder det meste af sofabordet. Vidner om, at dagen i går stod i barnebarnets tegn. Og med ni af slagsen, og et tiende på vej, plus to oldebørn, kunne kalenderen nemt fyldes op med den slags dage.

»Det gider jeg sgu ikke. Ja, undskyld mig, men jeg kan ikke leve mit liv for mine børnebørn,« lyder den kontante reaktion fra Lisbet Dahl.

For godt nok er den populære skuespiller og ukronede revydronning 76 år og dermed i den grad i 'bedstemor-segmentet', men sådan spiller klaveret ikke i hendes bog.

»Jeg kan leve rigtig meget for dem, gøre rigtig meget for dem – og det gør jeg også – men ikke kun for dem,« siger hun. Og er langtfra færdig med at leve livet for sig selv.

På trods af knap tre år fyldt med uforudsete begivenheder og sygemeldinger, tager Lisbet Dahl nemlig snart hul på endnu et nyt kapitel i livets bog.

Efter 34 år med Cirkusrevyen, skal hun til sommer instruere den traditionsrige Tivolirevy, som i en årrække har levet et flagrende liv.

Nu skal hun kickstarte den. Som 76-årig.

Selvom hun er 76, er Lisbet Dahl klar til at starte et nyt kapitel i sit liv.
Selvom hun er 76, er Lisbet Dahl klar til at starte et nyt kapitel i sit liv. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Ja det er da imponerende,« siger hun med tyk selvironi og fortsætter:

»Men jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle gøre det. Det var alt for fristende,« lyder det fra Lisbet Dahl, som på trods af de seneste års helbredsproblemer ikke rystede det mindste på hånden, før hun takkede ja.

»Jeg er 76 og kan da godt mærke, at jeg nemmere får ondt i ryggen og den slags. Men så må vi jo tage den derfra,« siger hun bare med et ubekymret skuldertræk.

At livet de seneste par år ikke helt har artet sig, som Lisbet Dahl kunne have drømt om, er hun den første til at medgive.

Først kom coronaen og satte i 2020-Cirkusrevyen – og dermed også Lisbet Dahl – på pause.

Sæsonen efter – som var Ulf Pilgaards sidste – bremsede en stresssygemelding for hende.

Og dette års Cirkusrevy, som var hendes farvel efter 34 år, måtte hun også opgive, fordi hun selv blev ramt af corona. Hårdt ramt.

»Jeg har aldrig holdt så meget fri,« erkender hun.

Skal hun sætte ord på de år, kommer de i brudstykker. Ikke fordi Lisbet Dahl med alderen er blevet mindre klar i mælet, men fordi hun har fået en ny hund.

En mops ved navn Monty, som er lovlig teenageragtig for tiden.

Det kræver mange godbidder at få 'teenageren' Monty til at makke ret.
Det kræver mange godbidder at få 'teenageren' Monty til at makke ret. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Han er virkelig sød. Men så fræk i øjeblikket,« undskylder hun grinende, da Monty for nok 17. gang bider og trækker i hendes ærme.

Ligeså mange gange har hun råbt 'NEJ'. Uden effekt. Hun ryster opgivende på hovedet.

Katten Sigurd er hoppet op på sofabordet. Ser lige så opgivende ud.

Det var måneders pres med at samle trådene til sidste års revy, der kostede Lisbet Dahl en sygemelding. Den første af flere.

Kroppen havde skrantet længe. Hun blev tjekket på privathospitalet Hamlet.

»De sagde, at min krop lænede sig op af stress og anbefalede derfor, at jeg kun arbejdede på halv tid.«

»Men jeg er jo skuespiller. Jeg kan da ikke spille en forestilling og så få en anden til at tage den næste,« siger hun med himmelvendte øjne.

»Så revyen og jeg blev enige om, at jeg holdt fri i 14 dage. Som så ikke var nok.«

Én gang før havde hun været så hårdt ramt af stress, at hun i flere dage ikke kunne andet end at sidde grædende i sin sofa med en dyne.

Derfor lyttede Lisbet Dahl opmærksomt til sin krops signaler, som bimlede og bamlede så længe, at det var bedre, at hun helt blev væk den sæson, så hun kunne komme sig.

I foråret 2022 vendte hun så endelig tilbage til Cirkusrevyen for at tage tøjlerne tilbage i dét, der skulle være hendes egen sidste sæson.

»Så får jeg fandeme corona.«

En led variant tilmed, hvis senfølger gjorde det umuligt for hende at gennemføre den sæson.

»Og fordi jeg havde sagt op, fik jeg heller ikke nogen penge. Det er jo mægtig festligt,« griner hun. Uden dog at være specielt bekymret over det.

»Det var virkelig en røvtur dén corona,« siger hun ligeud.

Én gang nåede hun på scenen i 2022. Nemlig dén aften, hvor hun blev hyldet. For at have styret Cirkusrevyen sikkert og succesfuldt i havn i 34 sæsoner.

»Jo, vel var det mærkeligt,« siger hun om aftenen.

»Men jeg har gerne villet holde op derude i en del år, for nu må livet gå videre. Når man er 76, må andre overtage og komme videre. For revyens skyld. Så jeg vidste bare, at det var det rigtige at gøre.«

I årevis kørte Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl parløb i Cirkusrevyen. Nu er de begge stoppet.
I årevis kørte Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl parløb i Cirkusrevyen. Nu er de begge stoppet. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Selvom Lisbet Dahl med sine sygemeldinger dermed gik glip af både Ulf Pilgaards og sin egen afsked, ligger sentimentalitet ikke til hende.

»Skæbnen er skæbnen. Og der var ikke andet at gøre, end at reagere på det. At lade som ingenting og gå på scenen alligevel, det er ikke mig. Jeg er ikke idiot, vel?« siger hun om sit lange sygefravær.

14. august i år var derfor den eneste aften, hvor hun var på scenen. For at blive hyldet.

»Det var meget rørende, gribende og fantastisk at stå der,« indrømmer Lisbet Dahl, for hvem Cirkusrevyen i så mange har udgjort en ekstra familie oven i dén omfattende, som hun selv har skabt.

Men også en ekstra familie, som hun ikke længere følte den samme forbindelse med.

»Så at jeg stoppede, er ikke tragisk eller vemodigt. I bund og grund er der sket noget rigtigt. Det er sundt. Det er godt for os allesammen. Jeg ser positivt på det.«

De fleste havde da uden tvivl også forventet, at den 76-årige Lisbeth Dahls farvel til Cirkusrevyen også var et farvel til revy. At nu skulle hun være bedste- og oldemor.

Men der måtte de tro om.

For nu tager hun altså en tur mere i manegen. Bare i Tivoli.

»Jeg har lavet det i mange år, og jeg ved rigtig meget om det og er god til det. Så på sin vis ville det være ærgerligt, hvis det ikke kunne bruges til noget. Hvis jeg bare gik hjem og begyndte at se 'The Crown' fra morgen til aften,« griner Lisbet Dahl.

»Men det bliver så heller ikke tilfældet,« tilføjer hun så. Og smiler veltilfreds.

77 år er hun blevet, når Tivoli Revyen slår dørene op til sommer. Det bekymrer hende ikke det mindste.

»Jeg ved ikke helt, hvornår jeg bliver gammel. Når man er 56, tror man, at man er gammel, når man er 76. Men det er man altså ikke.«

»Man får lidt ondt i nogle led og sådan, men man er jo ikke gammel i hovedet. Og for helgoland da, det er jo spændende. Det er jo sindssygt spændende,« siger Lisbet Dahl. Og taber tråden igen.

»Mooooonty for h …. Hold så op,« råber hun.