Hun har elsket at stå på scenen, så længe hun kan huske. Været besat af magien, ligesom hendes mor var det før hende. Og lige nu savner hun den.
»Jeg beder hver dag til guderne om, at vi snart får at vide, hvor mange vi må være i det telt fra 6. maj. Det er det, der optager mig. Det, jeg løber efter. Vi ved jo ingenting, men tager den derfra og kan bare håbe, at vi ikke bløder alt for meget,« siger Lisbet Dahl om den scene, der i dag er hendes og gør hende lykkelig. Cirkusrevyens.
I mere end tre årtier har hun som instruktør og kunstnerisk leder løftet den til succesens tinder. Gjort den til landets største og vigtigste.
Og selvom der egentlig er rigeligt med højdepunkter at tage af i hendes mere end 55 år lange karriere, hvor hun både har spillet med de største og været omkring såvel de alvorlige som komiske roller, erkender hun jokende, at Cirkusrevyen klæber sig til hende. Er blevet en stor og vigtig del af hendes liv.
Men at Lisbet Dahl landede der, kan hun i virkeligheden takke sine synske evner for.
»Dem er jeg vokset op med. Min mor var synsk, min bedstemor var synsk, min oldemor var synsk. Og jeg er det til husbehov. Jeg er vel det, man kan kalde amatør-synsk,« smiler hun og understreger, at hun altså ikke er sådan én, der går rundt i stuerne og siger mærkelige lyde.
Men evnerne har hun. Til både at snakke med engle og se de døde.
»For mig er det fuldstændig som at vaske tøj eller købe ind,« siger hun om sine evner og fortsætter:
»Det er også på grund af dem, at jeg slet ikke har den der angst for døden og slet ikke forstår, hvorfor folk bruger penge på gravsteder og ting. Det er jo lige meget. For sjælen kan jo sidde her,« siger hun og peger på pladsen i sofaen og glæder sig over, at åbenheden om evnerne er blevet mere og mere accepteret.
»De fleste børn fødes synske, men fordi det ikke er noget, forældrene holder fast i, forsvinder evnen. Men min mor holdt fast. Forklarede mig, at det var vigtigt, at jeg stolede på min intuition. For jo mere jeg fulgte den, jo mere fik jeg af den,« forklarer Lisbet Dahl, som altså også har brugt den i sin karriere og ikke mindst i forhold til netop Cirkusrevyen.
I 1970erne medvirkede hun flere gange i Cirkusrevyen, men i starten af 80erne prøvede hun med stor succes kræfter med Tivoli Revyen. Så stor, at de i 1985 tilbød hende at instruere den.
Men hendes intuition fik hende til at holde dem hen. Fik hende til at sige, at hun afventede svar på noget andet.
»Det var jo løgn,« griner hun.
I stedet ringede hun til sin synske mor, som sagde 'der kommer noget, der er bedre, de er ikke interesserede i dig som instruktør, de vil bare have dig på plakaten'.
Så Lisbet Dahl holdt fast i sit henholdende svar. Yderligere to gange, selvom det var med blødende hjerte.
»For jeg kunne virkelig godt bruge pengene,« husker hun.
Men tredje gang hun lagde røret på, ringede telefonen straks. Og i røret var Ernst Trillingsgaard, kunstnerisk konsulent for Cirkusrevyen, som tilbød hende jobbet som instruktør på Cirkusrevyen.
»Jeg blev simpelthen så lykkelig,« fortæller Lisbet Dahl med et smil.
Siden er det blevet til vist 33 år, mener hun og glæder sig hvert år som et lille barn til at fylde teltet på Bakken nord for København.
Sidste år blev hun og publikum snydt. Med lidt held – og englenes hjælp – får teltet lov til at løfte sig af latter i år.
