Hun har brilleret som Lars Løkke og Ghita Nørby. Som Angela Merkel og Britta Nielsen. Men frem for alt har hun været sig selv – og været god til det.
»Jeg har jo aldrig taget mig selv synderlig højtideligt. Men dér….,« starter Lisbet Dahl med et listigt smil på læben og lægger an til en anekdote om en ny og ukendt side af sig selv, som hun for nylig opdagede. Den kommer om lidt.
I næste uge fylder Danmarks ukronede revydronning 75 år, og det er – spørger man hende selv – ingen alder. Og da slet ikke én, der burde give anledning til den opmærksomhed, der pludselig vælter ind over hende.
»Nu har jeg gået rundt i et helt år og ikke lavet en skid. Og pludselig hu hej vilde dyr kommer journalisterne rendende i tide og utide og stiller spørgsmål, som om man snart skal på plejehjem. De tror nok, at jeg dør snart, så det er bare med at tage fat i mig, mens de kan,« siger Lisbet Dahl om opmærksomheden og bryder ud i en hjertelig latter, der giver genlyd i hele huset.
For Lisbet Dahl er altså på ingen måde ved at dø. Snarere ved at genstarte sig selv efter et corona-år, der satte en stopper for sidste års Cirkusrevy. Og dermed hendes virke.
»Jeg gik nærmest i dvale. Det var skønt,« siger Lisbet Dahl, som tog i sommerhus med katten Sigurd og blev der et halvt år.
»Jeg mødtes lidt med naboerne og spiste takeaway ude i haven. Og så satte jeg mig ellers ned og så fjernsyn i et halvt år,« smiler hun.
Nu er Lisbet Dahl tilbage i fulde omdrejninger. Med daglige prøver på årets revy, corona-vaccinationer og hvad der ellers hører sig til livet som 75-årig.
Men hun må altså erkende, at året i dvale på visse områder været lidt af en øjenåbner og vist hende en ny side af hendes gamle jeg.
Med sin rå og hjertelige latter rungende ud stuen fortæller hun uden fine fornemmelser den lovede anekdote om et foto, hun for nylig skulle have taget til forsiden af en ny bog.
»Jeg har jo aldrig taget mig selv synderlig højtideligt,« starter hun.
»Men da jeg så billederne, fik jeg et chok og tænkte 'hvor ser jeg ud ad helvede til'.«
Smilende forklarer hun, at hun for første gang i sit liv bad om, at der blev taget et nyt. Denne gang kom Dennis Knudsen og stylede hende.
»Så ser jeg de nye billeder, og jeg ser nøjagtig lige så rædselsfuld ud,« griner hun højlydt og beviser, at hun er lige så god til at gøre grin med sig selv, som hun er til at parodiere andre.
»Og det er jo, fordi det år i coronaens tegn gjorde, at jeg havde glemt alt om, at jeg er 75. Jeg havde glemt, at jeg er gammel.«
»Jeg troede ikke, at jeg så sådan ud. Jeg havde glemt den hals, glemt det idiot-hår, som ikke vil noget, fordi det er blevet alt for tyndt. Det kom bare bag på mig, at jeg så sådan ud.«
»For nu har jeg gået rundt et helt corona-år i hængerøvs-joggingtøj og spist mig ti kilo over vægten. Hold nu kæft! 'I vælger bare dét foto, I synes', sagde jeg til forlaget,« fortæller Lisbet Dahl om den øjenåbner, hun uden tvivl ikke er ene om at have oplevet det seneste år.
Hun ryster på hovedet ad sig selv.
»Nu er jeg simpelthen så ligeglad igen. Jeg ser alderen og forfaldet og siger 'nåh ja, så er det heller ikke værre',« lyder det fra Lisbet Dahl, som også ser fordele ved sin alder.
»For det er jo, fordi jeg er så gammel, og der ikke er ret mange andre, som er det, og ikke har fået puttet noget i hovedet, at jeg er begyndt at få de her filmroller,« siger hun om filmene 'Høst' og 'Landet' samt femte sæson af tv-serien 'Rita'.
»Så det er bare et spørgsmål om at vende tingene og se positivt på det,« tilføjer hun med et smil. En filosofi, der går igen i alle aspekter af hendes liv. Også når det kommer til kærligheden.
»Selvfølgelig tror jeg stadig på den,« siger Lisbet Dahl, som har været single, siden hun i 2000 blev skilt fra sin fjerde mand.
»Jeg er ikke lukket, men leder heller ikke. Det har jeg aldrig gjort. For det er fantastisk festligt at være alene. Jeg har min frihed, kan gøre nøjagtig, hvad der passer mig uden at skulle tage hensyn til noget. Kan tage alt tøjet af og gå rundt og prutte i min stue. Det er da skønt,« siger hun med en bramfri latter.
»Bliver jeg forelsket igen? Det kan sgu da godt være. Men det kan også være, at jeg ikke bliver,« konstaterer Lisbet Dahl.
Kærlighedskontoen er nu også godt dækket ind med hendes store familie – der består af fem børn og svigerbørn, ni børnebørn, to oldebørn og diverse hunde og katte – som jævnligt i kortere eller længere perioder flytter ind hos hende i villaen i Gentofte.
»Spørg mig ikke, hvorfor de gør det. For jeg gør intet for dem. Jeg vasker ikke deres tøj, jeg laver ikke deres mad. Gør ikke en skid. Jeg gør, hvad jeg har lyst og tid til,« siger Lisbet Dahl, som ikke desto mindre elsker at have huset fyldt med liv.
For – som hun indrømmer – »jeg er social ud over alle grænser.«
