I 2020 tilmeldte Naja Stencel og Anna Wolff sig begge konkurrencen om titlen som Miss Danmark.
For at komme i betragtning skulle de tilmeldte, foruden igennem flere castings, også betale 550 kroner til skønhedskonkurrencen.
Både Naja Stencel og Anna Wolff var nået til de allersidste castings, inden det endelige finalehold skulle stilles – og begge havde de en god mavefornemmelse. Det skriver Se og Hør. På grund af coronarestriktioner måtte Miss Danmark dog udskyde skønhedskonkurrencen, der altså slet ikke blev afholdt i 2020.
Pengene, de håbefulde tilmeldte, havde betalt, har de dog ikke set noget til. Ej heller fik de informationer om, at konkurrencen ikke ville finde sted sidste år. Noget, de begge kontaktede Miss Danmarks direktør, Lisa Lents, for at få afklaring på – uden held.
»Vi fik bare slet ikke noget fra organisationen. Overhovedet. Når man prøvede at kontakte dem, fik man heller ikke rigtigt noget svar. Det virkede underligt, for vi har betalt et beløb, og så kan de ikke engang give et ordentligt svar,« fortæller 19-årige Naja Stencel til ugebladet.
12. marts i år kunne de så se, i et Facebook-opslag på Miss Danmarks officielle side, at der er blevet åbnet for tilmeldingen til skønhedskonkurrencen i 2021.
'Grundet den globale pandemi og lockdown har vi været nødsaget til at sætte castings fra 2020 på standby, eftersom der blandt andet har været forsamlingsforbud, som har gjort det umuligt at afvikle bootcamps samt et finaleshow. Vi har nu valgt at genoptage castingprocessen, som startede i slutningen af 2020,' står der – blandt andet – i opslaget.
Igen står de to tilmeldte tilbage med en masse spørgsmål. For i tilmeldingsmailen, de modtog i 2020, fremgik det, at tilmeldingen automatisk ville gælde for 2021, hvis coronasituationen skulle stå i vejen for arrangementet. Alligevel har der været komplet stilhed fra Miss Danmarks side.

Først da de – endnu en gang – selv kontakter organisationen, får de beskeden om, at de altså ikke er kommet i betragtning.
»Jeg føler mig snydt og nærmest ligegyldig. Jeg har jo brugt tid på det her, og jeg havde virkelig regnet med, at jeg så kom videre til 2021-konkurrencen,« fortæller 20-årige Anna Wolff til Se og Hør.
Både Anna Wolff og Naja Stencel føler sig ført bag lyset af organisationen. Både, fordi de mener, pengene burde refunderes, i og med, at konkurrencen ikke blev afholdt i 2020, men også på grund af den manglende kommunikation.
Lisa Lents, der ikke har ønsket at stille op til interview, har udtalt sig til ugebladet i en mail. I denne understreger hun at alle, der tilmelder sig konkurrencen, får at vide, at opstillingsgebyret er urefunderbart.
'Det er ALLE aspiranterne informeret omkring, derfor har de et frit valgt om at tilmelde sig eller lade være. Der er bestemt ingen, der tvinger nogen til at være med. Det er et valg, de selv træffer.'
Hun forklarer desuden, at det er helt normal kutyme, at man ikke kontakter alle, der ikke er gået videre i konkurrencen. At man må gå ud fra, at det er et nej, hvis ikke man modtager et svar.



