Det er tre år siden, at Linse Kessler mistede sin mor. Hende, som hele Danmark var på kælenavn med. Mopper fra ‘Familien fra Bryggen’.

Men selvom der siden er sket mange ting i den 53-årige realitystjernes liv, går der ikke én dag uden, at hun tænker på hende.

»Jeg savner hende fuldstændig sindssygt,« indrømmer hun i sin nye biografi ‘Linse: Jeg bliver ældre og det gør ik’ noget’.

Det var i foråret 2016, at Mopper blev syg. Hvad hun fejlede, har familien valgt at holde hemmeligt.

Men at sygdommen var alvorlig, lagde Mopper selv ikke skjul på.

»Jeg var chokeret. Jeg var overbevist om, at jeg er så hårdfør, og jeg har aldrig rigtig været syg. Skulle det ramme mig! Det kan ikke være rigtigt.«

»Men det var det, og min første tanke var: 'Nu dør jeg. Den sygdom dør man af. Den dør man altid af',« fortalte hun dengang i en samtalebog mellem mor og datter.

Og det gjorde hun. 21. november 2016. Omgivet af sin familie.

Arkivfoto af Ann 'Mopper' Christiansen, som døde i 2016.
Arkivfoto af Ann 'Mopper' Christiansen, som døde i 2016. Foto: Camilla Rønde
Vis mere

Linse Kessler husker, hvordan hun følte, at Mopper svævede bort. Husker, hvordan hun brød sammen i gråd og længe var ødelagt af sorg.

Men som hun beskriver i bogen, har sorgen aldrig helt sluppet hende. Den kan overmande hende helt ud af det blå.

Eksempelvis. den dag sidste år, hvor hun sad i sin bil og skrålede med på et hit af Erasure, da hun pludselig eksploderede i gråd og i hast måtte flå bilen ind til siden og skrige til himlen, hvor meget hun savnede Mopper.

Det var sangen, der havde udløst sorgen. For Erasure var et af Moppers yndlingsbands.

Andre gange er det omsorgsfulde ord fra mennesker, som kender familien fra tv, der får filmen til at knække for Linse Kessler.

Men hun trøster sig med, at hun er overbevist om, at de en dag bliver genforenet i himlen som sjæle.

»Indtil da forestiller jeg mig stadig, at jeg sender sms’er op i himlen, når jeg har noget god sladder, eller jeg har noget, jeg skal fortælle hende, som jeg ved, at hun vil godte sig over,« skriver hun i biografien og fortsætter:

»Så tænker jeg: ‘Hold kæft, det ville Mopper have hygget sig over’. Så sender jeg sms’er op i skyen til hende.«

Linse Kessler med datteren Geggo og sin mor Mopper, som hun ofte sender sms'er til oppe i himlen.
Linse Kessler med datteren Geggo og sin mor Mopper, som hun ofte sender sms'er til oppe i himlen. Foto: Camilla Rønde
Vis mere

I bogen fortæller hun ligeledes, at familien fra Bryggen endnu ikke har sagt endelige farvel til Mopper.

For da de sidste sommer strøede hendes aske ud over de skummende bølger ud for den sydengelske by Dorset - hvor Mopper havde nogle af sine bedste ungdomsår - var det kun den ene halvdel af hendes jordiske rester, der blev sendt ud i havet.

Den anden halvdel tog familien med hjem for senere at kunne strø den ud hjemme på Bryggen. Ud for Haraldsborg, som var Moppers stamværtshus, og hvor hun - som du kan se i videoen i indledningen - er savnet.

Endnu har de dog ikke nået at udføre det sidste ritual. Men som Linse Kessler i bogen tørt konstaterer, løber Mopper næppe nogen steder hen.