Linse Kesslers kærlighed til sin mor kan vist ikke betvivles, hvis man har set 'Familien fra Bryggen'.

Som barn følte Brygge-kvinden dog ikke, den var gengældt. Ann Patricia Christiansen - bedre kendt som Mopper - var nemlig ikke en særlig god mor. Nej, faktisk var hun den værste i hele verden.

Det fortæller Linse Kessler i et interview med IN, hvori hun understreger, at Mopper kom efter det, efter hun blev mormor. Det var hun til gengæld god til.

I interviewet fortæller den i dag 54-årige Linse Kessler åbenhjertigt om sin barndom.

Patricia  Ann 'Mobber' Christiansen fotograferet i 2016.
Patricia  Ann 'Mobber' Christiansen fotograferet i 2016. Camilla Rønde

En barndom, der bød på plejefamilie i Albertslund, overnatninger på et vaskeri, og en mor, der oftest var på druk.

Alligevel var Linse Kessler og Mopper »best friends«. Også selvom datteren godt vidste, at lillebror Mikkel Kessler var favoritten.

»Jeg vidste også godt, at hun bedre kunne lide Mikkel. Hun elskede Mikkel meget højt, og det havde jeg ikke noget imod, fordi jeg var stærkere end Mikkel. Han var en dreng, og han var min lillebror, det var, som det skulle være, jeg har aldrig været sur over det eller følt mig mindre værd.«

Det er ikke, fordi Mopper ikke kunne lide sin datter. For det kunne hun godt. Hun sagde det bare aldrig højt. I hvert fald ikke før til allersidst.

Selvom Ann Patricia 'Mopper' Christiansen var meget fraværende i Linse Kesslers barndom, var det en anden sag med barnebarnet Stephanie 'Geggo' Salvarli, som hun passede, mens moren var i fængsel. 
Selvom Ann Patricia 'Mopper' Christiansen var meget fraværende i Linse Kesslers barndom, var det en anden sag med barnebarnet Stephanie 'Geggo' Salvarli, som hun passede, mens moren var i fængsel.  David Leth Williams

Få dage før Moppers død tikkede der nemlig en kærlighedserklæring ind på Linse Kesslers telefon.

‘Kukkelu min Nogge di gogge di gog, hvornår kommer du, jeg er helt alene, jeg vil kun have dig’ og ‘Elsker min Goggigoggigog,' skrev hun til datteren.

Beskederne læser Linse Kessler stadig af og til. Mest af alt, fordi det tog hendes mor så længe at sige det, som datteren egentlig godt vidste.

21. november 2016 gik Ann Patricia Christiansen bort. 78 år.