Det er vist ikke nogen hemmelighed, at Linse Kessler er en vaskeægte dyreelsker.

Derfor kommer det nok ikke som en overraskelse, at hendes dyrehjerte bløder her dagen efter, at statsminister Mette Frederiksen (S) chokerede alt og alle med nyheden om, at alle mink i Danmark skal aflives.

Men noget, der måske vil overraske nogle, er, at den 54-årige realitystjerne faktisk omfavner aflivningerne. Det gør hun, fordi hun mener, at døden er bedre for dem end livet på en minkfarm.

»Der er tale om levende væsner på dødsgange,« siger hun til B.T. og fortsætter:

»Det er ikke, fordi jeg tænker, at det er Guds vilje, at de skal aflives, men jeg tænker da, at de så i det mindste er fri for at være der.«

I Brovst havde myndighederne i begyndelsen ingen containere til de aflivede mink. De blev i stedet efterladt på jorden.
I Brovst havde myndighederne i begyndelsen ingen containere til de aflivede mink. De blev i stedet efterladt på jorden. Foto: Private photo
Vis mere

Fødevarestyrelsen sagde i går, at omkring 100.000 mink vil blive aflivet om dagen. Hvad tænker du, når du hører det?

»Det er forfærdeligt, men hvis jeg sætter det op i mod det liv, de lever hver eneste dag, så tror jeg bare, at det er bedre, at de får lov til at smutte op i himlen.«

Myndighederne har tidligere været ude og sige, at de holder øje med, at reglerne om dyrevelfærd bliver overholdt på minkfarmene. Hvad siger du til det?

»Det er noget pis. Folk skal vågne op. Vi er i 2020. Det er på tide, at folk finder ud af, at man ikke behøver at flå dyr for at få en pels. Man kan få en falsk pels på hundredvis af måder,« siger Linse Kessler og fortsætter:

»Jeg havde for mange år siden en 'Canada Goose'-jakke, og jeg skammer mig stadig, men jeg vidste ikke bedre dengang. Det gør vi alle nu.«

Det er mange mennesker, der mister deres job på grund af det her. Hvad tror du, de tænker til dine kommentarer?

»Det er vigtigt for mig at sige, at jeg ikke peger fingre ad dem. Jeg siger ikke, de er nogle dumme svin. Det er mennesker, hvor mange af dem har arbejdet med mink hele deres liv, og de har set på det i så lang tid, at jeg ikke tror, de selv ved, de gør noget forkert,« siger hun og fortsætter:

»Og jeg synes da, det er synd for dem, at de mister deres job, men de er dygtige erhvervsdrivende forretningsmænd og kan helt sikkert tjene deres penge på andet end dyremishandling. De kan godt finde en anden karrierevej.«

Det var onsdag, at Mette Frederiksen på et pressemøde fortalte, at alle danske mink skal aflives som følge af, at 12 personer, der blevet smittet med coronavirus af mink, har fået virussen i en muteret udgave.

Læs mere om aflivningen her.