»Jeg ville så gerne sidde og sige, at jeg har fortrudt, men jeg har ikke fortrudt den handling og den plan,« siger Linse Kessler om den dag i 1995, hvor hun stak sin veninde ned i håb om at komme i fængsel.

Onsdag udgav Linse Kessler og veninden Didde Skjelmose bogen 'Linse og Didde – Møgkællinger har det sjovere', som er skrevet i samarbejde med forfatteren Michael Holbek og handler om TV3-parrets venskab.

Et venskab, der faktisk startede den dag i 1995, da den dengang 29-årige Linse Kessler overtalte sin ni år yngre veninde til at hjælpe med planlægningen af knivstikkeriet.

B.T. ville gerne have interviewet Linse Kessler i forbindelse med udgivelsen bogen, men det har den 55-årige tv-stjerne ikke ønsket. Det har derfor ikke været muligt for B.T. at tale med tv-stjernen om hendes kriminelle baggrund.

Mandag havde Linse Kessler til gengæld takket ja til at tale om bogen i DR-programmet 'Aftenshowet' – og her valgte værterne Mette Bluhme Rieck og Kristian Ring-Hansen Holt at italesætte den gamle voldsepisode, som kostede veninden en hospitalsindlæggelse med en tyndtarm, der var perforeret otte steder, mens Linse Kessler fik 15 måneders fængsel.

»Det er lidt voldsomt,« erkender TV3-stjernen nødtvungent i DR-programmet.

»Men på den anden side, så var hun ikke uskyldig. Det her kunne have de sygeste konsekvenser for mig, og det vidste hun godt,« siger Linse Kessler, som angiveligt blev truet med tæv af sin rockerkæreste, fordi veninden havde sladret om, at Linse Kessler havde været ham utro.

I programmet spørger værterne, om det var nødvendigt at stikke en kvinde ned for at komme i fængsel og få fred fra den voldelige ekskæreste, eller om man ikke 'bare kunne have røvet en guldsmed'.

Linse Kessler, som hun så ud i 2015.
Linse Kessler, som hun så ud i 2015. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Eller simpelthen have ringet til politiet, hvis man følte sig truet på livet, som Kristian Ring-Hansen Holt påpeger.

»Sådan er det sgu ikke i min verden,« siger 'Familien fra Bryggen'-stjernen med et smil.

Hun fastholder desuden, at en kniv i maveregionen var en passende straf, da veninden – ifølge Linse Kessler – havde sladret til ekskæresten med fuldt overlæg, fordi hun vidste, at han ville lade det ville gå ud over Linse Kessler.

»Selvfølgelig ville jeg aldrig nogensinde gøre det igen, for jeg ville tage nogle andre valg i dag (og ikke finde sammen med en voldelig kæreste, red.). Men dengang havde jeg ikke et andet valg,« fortalte 'Familien fra Bryggen'-stjernen i 'Aftenshowet'.

Også i bogen prøver Linse Kessler at forsvare sin handling.

»Alt var gået fuldstændig efter planen. Jeg ved godt, nogle vil tænke, at jeg gik for vidt. At det ikke var i orden at stikke en anden person ned. Og det var det jo heller ikke. Men det skyldtes, at jeg var i livsfare. Jeg var trængt helt op i en krog, hvor det var ham eller mig,« skriver Linse Kessler i 'Linse og Didde – Møgkællinger har det sjovere'.