For to måneder siden annoncerede Lasse Rimmer og Line Hoffmeyer, at de skal skilles efter to års ægteskab.

Begge parter har siden da gentagne gange understreget, at de stadig er gode venner, og at de vil blive ved med at være det.

Alligevel er bruddet bestemt ikke nemt.

Faktisk er det så hårdt, at Line Hoffmeyer mandag brød grædende sammen under podcasten '112 for knuste hjerter', som er et program, hvor diverse kendte fortæller en historie om, da deres hjerte blev knust.

Det fortæller influenceren i en række stories på sin Instagram.

»Jeg troede, det ville gå så fint, og at jeg var på toppen af situationen til at kunne snakke nøgternt om brud og hjertesorg, men det kunne jeg ikke,« siger Line Hoffmeyer.

»Jeg begyndte at græde. Faktisk ret voldsomt. Så vi måtte stoppe og holde en pause,« fortsætter hun.

Det er radioværten Maria Jencel, som står bag podcasten, og ifølge Line Hoffmeyer var hun sød til at trøste influenceren, da hun brød sammen i gråd.

»Maria var så sød og krammede, trøstede, sagde gode ting og sikrede sig, at vi ikke talte om noget, der var over min grænse,« siger Line Hoffmeyer i en af sine stories.

B.T. forsøger at få en uddybende kommentar fra Line Hoffmeyer.

Det var 10. august, at hun og Lasse Rimmer annoncerede, at de skulle skilles.

'Det er med tunge hjerter, at Lasse og jeg kan fortælle, at vi ikke længere danner par. Nogle gange sker livet bare, kriser rammer og tingene går ikke altid som man håbede, troede og ønskede,' skrev Line Hoffmeyer dengang og fortsatte:

'Vi har i det sidste år stået i en stor krise, som vi ikke har kunnet finde ud af at håndtere som et team, og det tager vi nu konsekvensen af. Jeg har givet vores forhold alt det af mig selv, jeg kunne, og mere til, jeg har gjort alt, hvad der har stået i min magt, for Lasse, vores forhold og hans døtre, men har også måttet erkende, at jeg nu ikke har mere at give af.'

'112 for knuste hjerter' med Line Hoffmeyer udkommer i næste uge.