At skide. Tømme ryggen. Lave pølser. Bummelumme. Træde af. Forrette nødtørft. Besørge.

Beskrivelserne af den naturlige handling er mange, men det er alligevel sjældent, vi taler højt om den. Nogle lader sågar helt være med at udføre handlingen, hvis de ikke er i privaten og alene. Et problem, hvis man spørger Line Baun Danielsen, der har taget emnet op på sin blog.

Blogindlægget tager udgangspunkt i et forslag, hun har fået fra sin søn og hans veninde.

'Kan du ikke skrive om det at lave stort, når man lige er flyttet sammen med en ny kæreste og simpelthen ikke kan holde sig længere. Hvordan brydes tabuet? Og hvilke løsninger er der på det, da især kvinder ikke må 'skide' foran mænd,' lød forespørgslen.

Og som sagt, så gjort.

I blogindlægget, der er endt med at få titlen ‘To shit or not to shit’, deler Line Baun Danielsen sine tanker om emnet.

»Det gør jeg jo, fordi jeg altid har beskæftiget mig med tabuer. Jeg har bare ikke tænkt over, at det var et tabu, men det kan jeg godt se, at det er,« fortæller hun B.T. om baggrunden for indlægget.

»Når jeg tænker tilbage på min egen ungdom og samtaler med veninder, kan jeg da godt se, at der en holdning om, at det er pinligt at gå på toilettet og lave bummelum.«

Den tidligere tv-vært henviser til en situation, som de fleste af os nok har stået i på det ene eller det andet tidspunkt:

Situationen, hvor du kommer ind på et ildelugtende toilet, og når du træder ud, vælter ordene bare ud af din mund: 'Det var altså ikke mig'.

Men hvad så, hvis det er dig, der er skyld i den skarpe dunst på toilettet? Vi skal jo alle af med afføring af og til. Ja, faktisk helst ofte, hvis man skal undgå forstoppelse.

Og som Line Baun Danielsen skriver på sin blog: Selv de royale og de kendte skider. Derfor er det også en skam, at det er så tabubelagt, mener hun.

»Vi har stadig et komplekst forhold til at gå på wc. Det er en skam, og det er ærgerligt. Derfor forsøger jeg med en stor portion humor og en smule alvor at sætte fokus på det.«

»Tænk, hvis man kunne sige 'jeg skal lige skide, skat', som man kan sige 'jeg er tørstig'. Det ville jo være fantastisk.«

Den 58-årige kvinde er ikke hellig. Hun fortæller, at hun da også kan have det stramt med besøg på toiletter, hvor der ikke er lydtæt. For eksempel i båse, hvor der er luft over og under døren.

Overordnet har hun dog et temmelig afslappet forhold til afføring, mener hun.

Hun er opdraget med, at man lige tænder en tændstik for at fjerne den værste lugt eller lufter ud. Men det handler mere om pli og hensyntagen, fortæller hun.

Da B.T. fanger hende over telefonen, sidder hun i et selskab, hvor netop hendes blogindlæg er et af de store samtaleemner.

Derfor er hun da heller ikke i tvivl om, at hun har ramt noget, vi alle har gjort os tanker om, med sit skriv:

»Alle har pinlige historier, fordi det er noget, der fylder noget hos nogle mennesker. Der er jo kvinder, der går rundt og er totalt oppustede, fordi de ikke tør prutte,« griner hun.