Lindsay Lohan er blevet forlovet efter to år med sin kæreste, Bader Shammas.

»Min elskede. Mit liv. Min familie. Min fremtid,« skriver den 35-årige skuespiller, der blandt andet har været med i 'Forældrefælden' fra 1998, 'Freaky Friday' fra 2003 og 'Mean Girls' fra 2004.

Senere har hun også udgivet musik. Blandt andet albummet 'A Little More Personal (RAW)' fra 2005.

Sammen med den gode nyhed om forlovelsen deler hun flere billeder af sig selv og Bader Shammas sammen. Her viser hun på nogle af billederne ringen frem.

En guldring med en stor diamant.

Ifølge mediet Independent er Bader Shammas vicepræsident for den globale investeringsbank Credit Suisse.

Da Lindsay Lohan var 21 år, kom det frem i pressen, at hun var i behandling for alkoholmisbrug, og det førte til noget af en tur i de amerikanske og globale medier.

I dag er hun ude af sit misbrug.