Krænkelseskultur, sociale medier og offerroller. Og så selvfølgelig graviditet.

Noget tyder på, at det er de bærende elementer i Linda P's femte one-man show 'Linda P's Sabotage Hunger', som efter planen skal på Danmarksturné i efteråret 2020.

På Comedy Zoo i København tester den 35-årige komiker i disse dage sit nye materiale af, og der er sket meget med Linda P siden hendes sidste one-man show 'Normal?'.

Hun er gravid. Og hun bruger det som springbræt for komikken, når hun samtidig indlemmer jokes om hverdagsbrok, sexliv, kommentarspor på Facebook og parforholdets udfordringer.

Linda P.
Linda P. Ida Marie Odgaard

Fra scenen på Comedy Zoo fortalte en særdeles veloplagt Linda P tirsdag aften, at hun glæder sig til rollen som mor, selvom de mange jokes på scenen peger i en anden retning.

'Ej, det er fedt at være gravid. Jeg glæder mig helt vildt. Det bliver sjovt, selvom det koster mig en formue at udskyde turnéen,' lød det fra hende.

Publikum havde siddet det meste af aftenen og ventet på hovedpersonen, der går under det borgerlige navn Linda Petersen, og da hun satte mikrofonstativet til side, var det som om, at publikum i den halvtomme sal sank ned i stolene og begyndte at slappe af.

For Linda P´s jokes var tirsdag aften skarpe, befriende og til tider lige på grænsen. Men publikum lappede det i sig, og hendes selvironi var ikke til at tage fejl af.

Linda P og kæresten udvider familien, når de til foråret venter deres første barn.
Linda P og kæresten udvider familien, når de til foråret venter deres første barn. Ida Marie Odgaard

'Jeg er jo bare en freak, der har svært ved at passe ind, når jeg er sammen med mine veninder,' lød det fra komikeren med reference til den graviditet, som rigtig mange har spørgsmål til.

Spørgsmålene handler om Linda P´s nye liv med mandlig kæreste, som hendes mor i øvrigt  har fundet til hende, og det kommende barn, der står i skarp kontrast til den person, som i mange år har måtte lægge ører til drillerier om sit udseende, væremåde og sydhavnske ophav fra de mandlige comedy-kollegaer.

'Jeg hader folks meninger om det,' fortalte hun på scenen, mens hun stolt fremviste maven.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Linda P om graviditeten, men hun har ikke ønsket at kommentere den.