Mandag morgen kom det frem, at Leo Nielsen fra duoen Sussi og Leo er alvorligt syg og stopper karrieren på ubestemt tid.

Det bekræfter Leos bedre halvdel også til B.T.

Her fortæller Sussi, at fans af den populære duo ikke skal forvente, at se Leo på scenen igen.

»Det tror jeg umiddelbart ikke,« siger hun og uddyber:

»For det første, skal han bruge meget tid på at komme oven på igen, og det er jo svært at sige, om han får lyst til at komme ud og spille igen.«

Med det pludselige sygdomsforløb og et karrierestop betyder det, at den 67-årige Leo nu skal til at være pensionist.

Og her tror Sussi, at det nok godt kan blive en tilværelse, Leo kan lide. For det kan give ham tid til nogle helt andre ting.

»Han kan godt lide at skrive og vil også i gang med at programmere computerspil, så det glæder han sig rigtig meget til at komme i gang med,« lyder det med et grin fra Sussi.

Under sygdomsforløbet har Sussi naturligvis været ved sin mands side.
Under sygdomsforløbet har Sussi naturligvis været ved sin mands side. Foto: Privat.
Vis mere

Sygdomsforløbet startede allerede i november. Her blev duoen nødt til at aflyse en koncert, da Leo blev ramt af voldsom opkast. Men først en måned senere tog sygdommen en dramatisk udvikling.

16. december fik Leo Nielsen endnu en voldsom omgang opkast, og to dage senere blev han indlagt og hasteopereret for tarmslyng.

»Der fik jeg at vide, at det ikke var sikkert, at han overlevede operationen, fordi han var så svag. Han var virkelig dårlig og havde ikke mange kræfter,« fortæller Sussi.

Leo Nielsen overlevede, men var stadig indlagt på intensiv. Endnu en gang fik Sussi beskeden om, at der var en risiko for, at han ikke kom hjem igen. Men hjem det kom han, i hvert fald for en stund.

For han nåede kun at være hjemme i et par uger, inden han i starten af januar blev indlagt med tarmslyng igen.

»Det har været hårdt, fordi de første 14 dage hvor han var indlagt, der var jeg næsten ikke hjemme. Det har været meget turbulent følelsesmæssigt,« siger hun og fortæller at Leo snart kommer hjem igen:

»Vi går og venter. Han havde håbet på at blive udskrevet i dag. Han er ved at være klar, kan jeg godt mærke, men vi skal jo lige have ham helt frisk.«

Sussi Nielsen fortsætter dog med at optræde under navnet 'Sussi og Drengene'.

Med bandet vil den kendte sanger optræde med alle de sange, fans kender fra Sussi og Leo.

»Og det glæder jeg mig meget til,« lyder det.