Da en flyttebil i weekenden trillede op foran matriklen i Dragør, voksede husstanden betragteligt. Igen.
»Jeg ved ikke, hvordan fanden det skal gå. Det bliver et cirkus,« siger 43-årige Lene Beier helt glad om sit nye familiekollektiv – eller 'over hækken-kollektiv', som hun kalder det – der med moderens ankomst nu tæller fem voksne, tre børn, to hunde og to katte.
»Det er det rene Noahs ark,« griner hun.
»Nu mangler vi bare min anden søster Maria og hendes mand. Jeg håber og drømmer om, at de også flytter herud en dag,« smiler en veltilfreds Lene Beier, som dermed har skabt noget, der minder om den 'hovedbanegård', hun selv voksede op i på Fjordvej i Skive for mange årtier siden.
Dér, hvor døren altid stod åben for venner og familie.
»Vi har altid været ekstremt sociale. Vores hjem var lidt 'Villa Villekulla'-agtig,« siger den populære tv-vært om barndomshjemmet, som netop er blevet solgt og tømt.
Nu genopstår dét i en slags version 2.0. Takket været coronakrisen.
Det var under forårets lockdown, at drømmen om et familiekollektiv blev tændt, da først lillesøster Mette med sin familie flyttede ud til storesøster i Dragør. Snart fulgte moderen Jytte.
»Vi havde vores eget lille lukkede system, var fælles om at være sammen med drengene, gik tur med hundene og lille Bas om morgenen, spillede kort om aftenen,« fortæller Lene Beier, som sammen med sin mand rykkede ud af soveværelset og gjorde plads til, at familien kunne rykke ind.
»Jeg tror, at krisen mindede os om, at vi ikke er skabt til at være alene, at man kan komme igennem rigtig meget, hvis man har hinanden og kan hjælpes ad.«
Så da muligheden i sensommeren opstod for at købe nabohuset og indrette det til to boliger til henholdsvis moderen og søsteren Mettes lille familie, gav det mening for alle. Selv for Lene Beiers mand, Anders, hvis liv pludselig ville blive invaderet af stort set hele svigerfamilien.
»Det er en ordentlig pakke, han har fået. For vi er en familie, der snakker vanvittig meget og er overalt,« indrømmer hun med en hjertelig latter.
»Men han var faktisk hurtigt fortaler for det, for han er ret tæt med min familie. Til gengæld ville han nok ønske, at vi var lidt bedre håndværkere. Der er rigtig meget, der skal sættes i stand, og det står han primært for. Med fire dårlige håndværkere: Mette, Mathilde, min mor og jeg. Tak for kaffe,« griner Lene Beier, som ingen idé har om, hvor lang tid der går, før nabohuset står fikst og færdigt.
»Det må tage den tid, det tager.«
Indtil det sker, deler moderen og lillesøster Mettes familie førstesalen i nabohuset.
Men selvfølgelig er der nødt til at være regler i et 'over hækken-kollektiv'. Bare lidt.
»Foreløbig er eneste regel, at man ikke bare må gå over til de andre. Man skal lige skrive en besked først, så man trods alt har lidt privatliv. Især min mor.«
»Hun har i mange år boet alene og været vant til det, og så kan det jo ikke nytte, at vi bare kommer rendende hele tiden. Hun skal også have lov til bare at være sig selv,« fortæller Lene Beier, som altid har haft et nært forhold til moren og dagligt har talt i telefon med hende.
»Anders fik på et tidspunkt fat i et udskrift for min telefon. På en måned viste det sig, at jeg havde snakket med hende i 24 timer. Mine søstre gjorde det samme. Prøv lige at forestille jer min stakkels mor,« smiler Lene Beier, ryster på hovedet over sig selv og vender tilbage til husreglerne.
»Det skal også være sådan, at man en aften bare godt kan smide sig på sofaen. Vi behøver ikke spise sammen hver dag. Så det skal nok blive fint,« siger hun fortrøstningsfuldt og tror på, at de alle får rigtig meget ud af det kommende kollektiv.
»Ikke mindst os. For når jeg laver 'Landmand søger kærlighed', er jeg væk i otte uger, og Anders er den primære forælder alene. Så der er vi enormt sårbare, hvis der sker noget. Og så er det mega fedt at bo så tæt, at vi lige kan hoppe ind og hjælpe hinanden,« siger Lene Beier.
Men frem for alt glæder hun sig rigtig meget til at have sin mor så tæt på.
»Alle de gode ting, vi skal lave sammen. Vinterbade, måske spille golf, være havenisser sammen, sylte og bage og hvad ved jeg. Det skal nok blive godt.«
