Tv-vært Lene Beier fortæller nu åbent om sin kroniske sygdom.

Hun har nemlig inviteret danskerne hjem i hendes private liv i boligprogrammet 'Beier bygger'. Hun åbnede sågar sit hjem for seerne juleaften.

Lene Beier, der gjorde sin entré på tv for 10 år siden, er åben om mange ting. Og nu fortæller hun også åbent om sin kroniske sygdom i et interview i ALT.

Ingen kan se det på Lene, men faktisk lider hun af stofskiftesygdommen myxødem.

Det er en sygdom, der gør, at hendes skjoldbruskkirtel ikke fungerer. Derfor må hun tage medicin for at holde gang i sit stofskifte.

'Landmand søger kærlighed'-værten mærkede symptomer på sygdommen kort tid efter, at hun mødte sin mand, Anders. Hun fik blandt andet anfald af svimmelhed, besvimede, havde hjerteflimmer og forstoppelse.

Faktisk var det Lenes svigermor, som er overlæge, der konstaterede diagnosen myxødem. Dette til trods for, at Lene ikke havde taget på, som man normalt ellers gør, når man lider af stofskiftesygdommen.

Heldigvis gør kombinationen af medicin og enkelte leveregler, at Lene har det godt trods diagnosen:

»Når jeg tager den og overholder et par enkelte leveregler, har jeg det fint. Det vigtigste er, at jeg skal spise vitamintilskud, drikke fem liter vand om dagen og huske at spise fiberrigt. Det har jeg gjort siden, og så mærker jeg intet til den. Det er heldigt sluppet,« fortæller hun til ALT.

Lene Beier er i øjeblikket aktuel som vært i 'Hjem til gården' og senere på året vender hun tilbage som vært på 'Landmand søger kærlighed'.