Mens millioner fosser ud af hans hestestutterier, så kan Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen og hans tre voksne børn glæde sig over, at det andre steder i hans store virksomhedsimperium går ganske godt.
Mens de fleste nok er klar over, at milliarderne ruller ind i den stenrige families legetøjsimperium Lego, så er det nok kun de færreste, der har kendskab til, at familien har et underselskab, der tjener knap en milliard kroner.
Familien Kirk Kristiansen har nemlig en så smart konstruktion af deres virksomheder, at de har deres egen rettighedsafdeling kaldet Lego Juris. Og det er tæt på at være en milliardforretning.
Hele 907 millioner kroner tjente Lego Juris efter skat i 2019, mens beløbet for 2018 var endnu højere - nemlig på knap en milliard kroner.
Lego Juris er ejet af investeringsselskabet Kirkbi Invest, som igen er ejet af Lego-familiens pengetank Kirkbi A/S.
Ifølge regnskabet er Lego Juris formål at eje, administrere og give tilladelse til at bruge varemærket Lego.
Forfatter Søren Jakobsen har skrevet flere bøger om Lego og selskabets virksomhedsstruktur. Han forklarer, at det er i Lego Juris, at Lego tjener licensindtægter på det populære brand.
»På denne måde får man ligesom lavet noget camouflage omkring, hvad der reelt er den rigtige indtægt på klodserne,« siger han.
Han forklarer, at Lego Juris oprindeligt var en form for ‘advokat- og servicevirksomhed' for Lego og familien Kirk Kristiansen, indtil man besluttede at rykke Legos licensindtægter over i virksomheden, der altså endte som en guldkalv.
Ifølge økonom og kommentator ved Euroinvestor Lars Christensen er det ikke ualmindeligt, at større virksomheder benytter sig af en opbygning med mange mindre underselskaber.
»Jeg tror, at det afspejler, at de har flyttet mere og mere derover, så de adskiller den normale drift, og så de der indtægter. Det er en meget naturlig konstruktion,« siger han og tilføjer:
»Der er ingen tvivl om, at Kirkbi er kendt for at være en en ret professionelt drevet organisation,«.
Professor i økonomi ved Aalborg Universitet Anders Drejer er enig i, at det at have en særlig virksomhed til at tage sig af varemærket kan være taktisk.
»Det er usædvanligt for danske selskaber. For selskaber, der ser sig selv som multinationale, så er det ikke usædvanligt. Så laver man alle de selskabskonstruktioner, man kan for at styre tingene for sig og styre tingene mest effektivt,« siger han.
Ifølge Anders Drejer har familien Kirk Kristiansen været heldige med deres investeringer.
»De har investeret godt forskellige steder, og så har de deres ‘legetøj’, herunder heste, som jeg aldrig tror bliver en god forretning,« siger han.
B.T skrev mandag, at Kjeld Kirk Kristiansen for syvende år i træk har haft et gigantisk underskud på sit hestestutteri.
Dertil kommer, at han har brugt en ukendt formue på en enorm bilsamling.
Han behøver dog næppe at ligge søvnløs om natten af den grund.
Kirkbi fremlagde i sin årsrapport i marts, at selskabet i 2019 tjente 16,8 milliarder kroner efter skat, hvilket fik den samlede egenkapital op på over 102 milliarder kroner.
B.T. har spurgt Kirkbi, hvad det store overskud i Lego Juris skyldes. Virksomheden svarer, at 'baggrunden for indtjeningen er royaltyindtægter forbundet med brugen' af varemærkerne 'LEGO' og 'LEGOLAND', samt at 'resultatet for 2019 er som forventet.'