Der skulle ikke gå mere end 11 måneder fra hun havde født den første, til hun nu er gravid med den anden.

Kendisparret, bestående af skiløberen Laila Friis-Salling og modellen Mads Madsen, venter barn nummer to.

Det offentliggjorde Laila Friis-Salling 5. marts på Instagram.

På billedet ser man hendes 11 måneder gamle datter ‘facetime’ med hendes kommende bror eller søster inde fra maven.

Tilbage i februar mødte Laila Friis-Salling kritik for at tage væk fra sin nyfødte datter for at deltage i Discovery-programmet ‘Stjerner i Trøjen’.

»Jeg havde lyst til at udfordre mig selv. Jeg tror, jeg var i en babyboble, og jeg har jo altid været vant til at rejse, stå på ski, gøre noget ekstremt, og så lige pludseligt var min hverdag 'bare' en baby,« forklarede hun til B.T. i februar.

Laila Friis-Salling er datter af den tidligere politiker Augusta Salling og erhvervsmand Jens Kristian Friis-Salling.

Hun har også deltaget i vinter-OL i Sydkorea i 2018 i disciplinen halfpipe for damer som den første dansker nogensinde.