Den amerikanske realitystjerne Kim Kardashian vakte opsigt i sin meget stramtsiddende kjole ved Met Gala-festen i starten af maj.

Nu påpeger en norsk læge, at man skal undgå den slags beklædning. Det kan være sundhedsskadeligt.

Det fortæller den norske læge Kari Eidjar til avisen Dagbladet.

»Som kvinde og rollemodel burde hun skamme sig dybt og inderligt. Vi har ikke brug for forbilleder som hende,« siger Kari Eidjar, der arbejder ved legevakt Vest i Oslo.

38-årige Kim Kardashian afslørede selv, at hun ikke kunne gå på toilettet med kjolen på, og den var generelt ikke behagelig at have på.

Kim Kardashians kjole var designet af Thierry Mugler. Flere på de sociale medier spekulerede i, hvorvidt hun havde fået fjernet et par ribben for at opnå den smalle talje.

Det afviste realitystjernens træner og sagde, at udseendet var opnået ved hjælp af hård træning og et korset.

Kari Eidjar håber ikke, at der er kvinder, som er blevet inspireret af Kardashian til at købe et korset.

Arkiv. Mon ægtemand Kanye West er misundelig på Kim Kardashians figur?
Arkiv. Mon ægtemand Kanye West er misundelig på Kim Kardashians figur? Foto: Mario Anzuoni
Vis mere

Ifølge lægen kan et menneskes organer godt tåle at blive flyttet på. Det sker eksempelvis ved graviditeter, men det sker også, når man ifører sig et stramtsiddende korset.

»Der skal meget til, men gentagen brug af korset kan i værste fald påvirke blodforsyningen i organerne,« siger hun.

Derudover kan ens kernemuskulatur blive svækket af brugen af korset.

Ifølge lægen var det ikke unormalt, at kvinder i victoriatiden besvimede, fordi korsetterne reducerede lungekapaciteten.