Er Melodi Grand Prix blevet for meget med dragqueens i lak og læder med gnister fygende om ørerne, mens de synger pivfalsk i et overdådigt show, hvor musikken næsten er glemt?

Det mener den garvede danske musiker Ivan Pedersen, der selv deltog i Melodi Grand Prix i 1982. Han mener, at glimmer og show efterhånden overskygger musikken i konkurrencen.

'Kan nogen finde MUSIKKEN langt inde bag ved alt det syngen pivfalsk, alt det gejl, lys, dans, ild, læder-fetish, pladder – speedsnakkende værter, råben og skrigen og andet unødvendigt PIS?' skriver han i et opslag på Facebook.

Over for B.T. uddyber den gamle 'Laban', der blandt andet står bag nummeret 'Hvor skal vi sove i nat?', kritikken:

»Det er verdensmesterskab i tv-show. Det er blevet så udskejet, at musikken forsvinder i alt gejlet. Så man skal have høretelefoner på for at kunne finde musikken bag gnist-regn og selvudvikling,« siger han.

På Facebook skriver Ivan Pedersen: 'Det hele handler enten om at komme ud af skabet – eller at have fået en kønsskifteoperation og have styrke til at være den, man er – bare det ikke er almindelig.'

Sandt er det da også, at showet er præget af ekstravagance, hvor det anderledes fanger tilskuernes opmærksomhed og skaber overskrifter i tiden op til og efter finalen.

Mange husker måske optrædende som Conchita Wurst, Lordi, Drama Queen (fra Danmark) og Buranovskiye Babushki (de gamle damer fra Rusland). Men der er næppe mange, der husker, hvordan sangene lød.

Conchita Wurst deltog for Østrig i 2014 med sangen 'Rise Like a Phoenix' og vandt Eurovision.
Conchita Wurst deltog for Østrig i 2014 med sangen 'Rise Like a Phoenix' og vandt Eurovision. Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

Den populære radiovært og Grand Prix-ekspert Jørgen de Mylius kan godt se, hvor Ivan Pedersens kritik kommer fra. Han er imidlertid ikke helt enig. Han mener, at det er Ivan Pedersen, der er blevet ældre og ikke følger med tiden.

»Han kan have ret i en flig af det. At showet er blevet lidt overdrevet. Men det er sådan, det er. Man kan ikke skrue tiden tilbage, og det er det, Ivan gerne vil,« siger han.

Han fortæller, at der er kommet flere deltagere med i konkurrencen, end der var i 'de gode gamle dage', og den derfor ogsåer  blevet ekstremt lang, men at Eurovision altid har været den store fest.

Også med Bøsserne.

»Eurovision er ikke så stort i Danmark, som det eksempelvis er i Sverige og Tyskland – der er det en kæmpe ting. Det skal være noget, som overgår de andre show som 'X Factor', så det skal være et brag af et show; der er ingen vej uden om det,« siger de Mylius og tilføjer:

»Så kan man sidde i sit livs efterår og drømme tilbage, men sådan er det altså bare ikke længere.«

Fra det danske Melodi Grand Prix' eget hovedkvarter i DR kan man godt se, at Eurovision ikke er helt, som det var engang, men Jan Lagermand Lundme, underholdningschef for DR, ser det som en positiv ting.

»Det er rigtigt, at der er mere fokus på sceneoptræden end tidligere. Man kan gøre meget mere med billeder nu, end man kunne for 30 år siden. Men det er stadig den gode sang, der vinder,« siger Jan Lagermand Lundme og fortsætter:

»Deltagerne kommer fra vidt forskellige forhold og kulturer, og jeg synes, at det er godt, der er plads til det hele. Det gør det mere mangfoldigt. Det er godt, at der er noget, der stikker ud – det ville være ærgerligt, hvis alle landene lignede hinanden.«

Selvom Ivan Pedersen synes, at der er for meget gøgl og for lidt musik, så anerkender han, at det måske er tiden, der er løbet fra ham, og at Eurovision stadig er elsket af mange.

»Jeg er jo en gammel idiot. Der er mange, der nyder festen og setuppet. Så det er sgu nok bare mig, der er blevet gammel,« siger han grinende og tilføjer:

»Jeg drister mig til at se anden halvdel for den danske deltagers skyld, selvom det kan være, jeg ikke kan falde i søvn,« afslutter han og slår fast, at han skal sove i sin egen seng i nat.