Kardashian-Jenner-klanen er vant til at vække opsigt.

Og det gjorde realitystjernerne atter en gang, da de for første gang alle sammen troppede op til anden halvdel af Met Gala, der er berømt og berygtet for sine spektakulære kendiskjoler.

Under velgørenhedsgallaets temaer 'forgyldt glamour' og 'amerikansk mode' trippede Kim Kardashian ind på den røde løber i Marilyn Monroes ikoniske kjole, men hendes halvsøster Kylie Jenner formåede bestemt også at dreje en del hoveder.

Hun mødte nemlig op med søstrene Khloé Kardashian og Kendall Jenner – iført brudekjole og kasket med slør.

Khloé Kardashian, Kylie Jenner og Kendall Jenner på den røde løber til Met Gala 2022 i New York.
Khloé Kardashian, Kylie Jenner og Kendall Jenner på den røde løber til Met Gala 2022 i New York. Foto: JUSTIN LANE
Vis mere

Det særprægede outfit har om ikke andet vakt en del reaktioner på Twitter.

»Når du har en baseballkamp klokken 6, og du skal giftes klokken 7 … Kylie, hvad fanden er det der,« skriver en bruger eksempelvis.

»Jeg vil så gerne kunne lide det, men hun ser bare ukomfortabel ud, og det er bare ikke KYLIE JENNER« skriver en anden.

Men der var altså en mening med galskaben, der tog form som en fiskenets-T-shirt, et fyldigt tylskørt og omvendt kasket med slør og blomsterpynt.

Ifølge Vogue var det særprægede look nemlig en hyldest til den afdøde designer Virgil Abloh, der stiftede mærket Off-White.

»Ved at bære en brudekjole til Met – og gøre den ungdommelig, grafisk og helt uventet – kanaliserede Jenner den respektløse ånd, som Abloh perfektionerede gennem hele sin karriere. Det var en stilfuld hyldest til et af de største amerikanske talenter inden for mode,« lød dommen fra modemagasinets Christian Allaire.

Han mener nemlig at kunne se referencer i Kylie Jennes look til Virgil Ablohs sidste modeshow – hans efterårskollektion for 2022 – før han i november gik bort som 41-årig.

Privat er 24-årige Kylie Jenner dog ikke gift, men hun danner par med den 31-årige rapper Travis Scott, som hun har den 4-årige datter Stormi med og den tre måneder gamle søn, der tidligere hed Wolf.

Sønnen har endnu ikke fået sit nye navn.