Sverige er hårdt ramt af corona. De seneste uger har landet oplevet en markant stigning i smittetallene, og hele 6.164 svenskere har mistet livet på grund af pandemien.

Senest har det svenske hof bekræftet, at også kongefamilien er ramt af sorg over et coronadødsfald.

Efter en kortere indlæggelse døde svenskeren Kay Wiestål lørdag aften af følgerne efter covid-19.

I 1979 grundlagde Kay Wiestål Victoriadagen, der hvert år på kronprinsessens fødselsdag fejres på Øland, hvor den svenske kongefamilie har sin sommerresidens. Så vidt muligt plejer kronprinsessen at fejre sin fødselsdag på Øland og deltage i arrangementet.

Den svenske kongefamilie på Victoriadagen i 2016. Stort set hvert år fejrer kornprinsesssen sin fødslesdag på Øland med musik og fejring af sportsstjerner.
Den svenske kongefamilie på Victoriadagen i 2016. Stort set hvert år fejrer kornprinsesssen sin fødslesdag på Øland med musik og fejring af sportsstjerner. Foto: TT NEWS AGENCY
Vis mere

Ifølge det svenske medie Svensk Dam er kronprinsesse Victoria særligt berørt af dødsfaldet.

»Kronprinsessen synes, at det er sørgeligt,« siger hoffets informationschef Margareta Thorgren.

Til den svenske avis KvällsPosten siger hun:

»Hele kongefamilien er informeret. Det er en meget sørgelig og trist besked.«

Under Victoriadagen i år tildelte kronprinsesse Victoria et stipendie til den svenskfødte stangspringer Armand Duplantis. EPA/Jonas Ekstromer/TT.
Under Victoriadagen i år tildelte kronprinsesse Victoria et stipendie til den svenskfødte stangspringer Armand Duplantis. EPA/Jonas Ekstromer/TT. Foto: Jonas Ekstromer/TT
Vis mere

Kay Wiestål, der blev 80 år, viede sit liv til idrætten. Han var selv professionel fodboldspiller i Djurgårdens IF og spillede i sin tid også i USA.

På Victoriadagen uddeles hvert år et stipendiat til en talentfuld idrætsudøver, ligesom dagen fejres med et stort musikshow, der vises i svensk tv.

Så sent som i februar i år blev Kay Wiestål hædret af den svenske konge og dronning, da han fik fortjenstmedaljen for at have taget initiativ til og været ansvarlig for Victoriadagen.

Det er ikke bare kongehuset, men hele Sverige, der nu rammes ekstra hårdt af corona.

Den svenske statsminister annoncerede mandag et forsamlingsforbud i Sverige på otte personer gældende fra den 24. november og fire uger frem. Her er Stefan Löfven under et pressemøde den 3. november.
Den svenske statsminister annoncerede mandag et forsamlingsforbud i Sverige på otte personer gældende fra den 24. november og fire uger frem. Her er Stefan Löfven under et pressemøde den 3. november. Foto: TT NEWS AGENCY
Vis mere

Mandag meddelte den svenske regering, at man forbyder forsamlinger på over otte personer på offentlige arealer. Det er det stigende smittetryk i Sverige, der tvinger politikerne til handling.

Hidtil har der i Sverige været et forsamlingsforbud på 50 personer, men nu strammes reglerne yderligere for at komme smitten til livs.

»Vi lever i en prøvelsernes tid. Det kommer til at blive værre,« sagde den svenske statsminister på et pressemøde mandag.

I foråret nøjedes den svenske regering med at udstikke råd og anbefalinger, men nu strammes retorikken.

»Vi er nødt til at indføre flere forbud og restriktioner for at knække kurven,« sagde statsministeren og opfordrede desuden svenskerne til ikke at gå i fitnesscentre eller på biblioteket, ligesom de ifølge statsministeren bør afholde sig fra at gå til middag hos hinanden.