Kronprinsesse Mary fejrer kvindernes internationale kampdag med en historie fra de private gemakker på Amalienborg.

'Ligestilling handler ikke om, at alle skal være ens, men – som jeg sagde til Josephine – om, at køn ikke må spille en rolle, når muligheder præsenterer sig, og beslutninger bliver truffet … eller når man følger sine drømme.'

Sådan skriver kronprinsesse Mary i et Instagram-opslag fra Kongehuset.

Hun beskriver, hvordan hun og datteren Josephine på ti år mandag spiste morgenmad, da Josephine fik øje på en overskrift i avisen om kvindernes internationale kampdag.

Som Kronprinsessen skriver i opslaget:

'Hun spurgte: 'Hvad er det for en dag?'. Jeg tænkte kort over mit svar og sagde, at for hende er det en dag, hvor hun skal tro på og stole på, at hun kan blive til og gøre alt, hvad hun drømmer om. uden at nogen eller noget stopper hende…..på grund af, at hun er pige.'

Den tiårige stillede ikke yderligere spørgsmål.

'Måske mit svar ikke var nogen overraskelse for hende. Måske er det noget, hun tager for givet,' fortsætter Mary.

Men prinsessen vokser også op i et kongehus, hvor vi i 1953 ændrede grundloven for at kunne sætte en kvinde øverst på tronen.

I et land, hvor en kvinde kan bliver statsminister og dronning, må det være lidt lettere at tro på, at man kan blive præcis, hvad man vil.

Men sådan er det ikke for mange andre piger rundtomkring i verden, skriver Kronprinsessen.

Kvindernes internationale kampdag har forskellig betydning afhængig af, hvor i verden man bor. ⁣

I Ankara i Tyrkiet er kvinder mandag gået i demonstation i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag. Foto Adem Altan/ AFP
I Ankara i Tyrkiet er kvinder mandag gået i demonstation i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag. Foto Adem Altan/ AFP ADEM ALTAN

»Men uanset hvor man bor, er det en vigtig dag, hvor vi ikke kun taler om, hvor langt vi er kommet, men også om, hvor vi er kommet fra, og hvor vi gerne vil hen.«

I anledning af dagen deltager kronprinsesse Mary mandag i en samtale om kvinder i ledelse, et møde om kvinders ret til at bestemme over deres egen krop og i Kvinfos markering af dagen. ⁣

Kvindernes internationale kampdag blev opfundet i 1910 under en socialistisk kvindekongres med deltagere af 99 kvinder fra 17 forskellige lande. Kongressen blev holdt i Folkets Hus på Jagtvej 69, der senere blev til Ungdomshuset.