Der er i årevis gået rygter om, hvordan hertuginde Meghan fik sin svigerinde Kate til at bryde sammen i gråd i forbindelse med førstnævntes bryllup tilbage i maj 2018.

I det yderst omtalte interview med Oprah Winfrey, som blev sendt i USA natten til mandag dansk tid, påstår Meghan dog, at det forholdt sig stikmodsat. Det skriver Page Six.

Gennem årene har historien lydt, at Meghan og Kate kom op at skændes over, hvilke kjoler brudepigerne skulle have på, hvilket udmøntede sig i, at Kate begyndte at græde.

»Det var det omvendte, der skete,« siger Meghan i interviewet med Oprah og fortsætter:

Prins Harry og Meghan under interviewet med Oprah.
Prins Harry og Meghan under interviewet med Oprah. Foto: HARPO PRODUCTIONS
Vis mere

»Alle i kongehuset vidste, at historien ikke var sand.«

Meghan kalder herefter sin svigerinde for 'en god person', men hun påpeger, at hun aldrig har forstået, hvorfor ingen fra kongehuset er gået ud og benægtet uvenskabet mellem de to kvinder.

I interviewet spørger Oprah, hvad der forårsagede skænderiet, hvortil Meghan bekræfter, at det handlede om kjolerne, men herefter afviser at give yderligere detaljer:

»Få dage før brylluppet var hun (Kate, red.) ked af noget, hvad angik spørgsmålet om kjolerne på blomsterpigerne, og det fik mig til at græde. Det gjorde virkelig ondt, siger Meghan og fortsætter:

Prins William og hertuginde Kate.
Prins William og hertuginde Kate. Foto: POOL
Vis mere

»Men det var ikke en konfrontation, og jeg synes ikke, det er fair at gå i detaljer, fordi hun har undskyldt, og jeg har tilgivet hende.«

I interviewet afslører Meghan også, at hun og prins Harry blev gift i al hemmelighed tre dage før det officielle royale bryllup.

Til stede var kun Harry og Meghan og ærkebiskoppen i Canterbury.

»Jeg tror, at vi begge var meget opmærksomme på, at brylluppet ikke var vores dag. Det var en dag, der var planlagt for resten af verden,« siger Meghan i interviewet, som får premiere i dansk tv mandag aften klokken 21.