»Landet er lukket ned. Der er total krise. Man kan ikke forvente noget, og man må bare gøre det så godt, man kan,« lyder ordene fra Uffe Holm.

Men hvad gør man egentlig, når man er komiker og lever af at optræde foran store forsamlinger? Forsamlinger, der er forbudte lige nu? Hvis man er Uffe Holm, så lytter man til sin kone.

»Meldingen for et par uger siden var jo nærmest, at al underholdning bliver sløjfet til og med september. Dér væltede hele korthuset. Men om aftenen sagde min kone så, at hun havde fået en skør idé. Og de plejer jo at være meget gode,« griner komikeren.

Og ideen var rent faktisk god. Så god, at den inden længe blev en realitet. I sidste uge blev ‘Bliv i bilen’ og dermed drive in-standuppen således født.

Konceptet er nærmest identisk med det, man kender fra drive in-biografer. Folk køber én billet per bil på showets hjemmeside, kører ind på en plads, finder den rette frekvens på deres radio og får serveret et comedyshow fremført fra toppen af en lastbil, der står parkeret i front.

Indtil videre har Uffe Holm og makkeren Anders Nielsen holdt tre 'Bliv i bilen'-shows i Aarhus - alle tre udsolgte - og de fortsætter de kommende dage med shows i Esbjerg, Kolding og Odense.

Normalt er der jo kontant afregning under et comedyshow. Er komikeren sjov, kvitterer publikum med grin og klap. Hvis ikke, ja, så er stilheden jo nærmest larmende.

Men det kan være svært at høre folk grine, når de sidder og putter sig i deres biler. Derfor bruger de i stedet deres blinklygter til at sende anerkendelse afsted. Og selvom det da er lidt sært, fungerer det, understreger Uffe Holm.

»Det er helt vildt, hvor godt folk har taget imod det. Mange ruller også vinduet ned på vej ud og råber ‘tusind tak'. Så står man der og smiler over hele femøren. Man ved, at folk har længtes efter at kunne komme ud.«

Også Uffe Holm har trængt til at komme ud. Men udsigten til at komme ud i landet og få folk til at grine har som følge af coronakrisen været dyster. Komikeren er blevet mødt af den ene aflysning efter den anden.

»Er du sunshine! Jeg skulle have været konferencier på Tinderbox og Skanderborg og meget andet. Min kalender var totalt proppet. Nu har jeg det bedre, men det var eddermame nederen at sidde i starten og tænke: ‘Fuck mand, hvad sker der’?«

Selvsagt er de mange aflysninger et slag i den 44-årige komikers økonomi, men:

»Jeg har optrådt i 27 år. Jeg har jo sparet op og aldrig brugt mere, end jeg har tjent,« siger han og understreger, at han ikke er urolig for, at han og familien skal gå fra hus og hjem. I hvert fald ikke foreløbig.

»Vi er ikke fuldstændig på røven, men det skal ikke vare mere end to år,« siger han og understreger, at det ikke er økonomien, der presser ham mest lige nu.

Det er i højere grad det, at coronakrisen har bundet ham til hjemmet. Frataget ham muligheden for at komme ud og underholde. Derfor er han da også glad for, at ‘Bliv i bilen’ er blevet taget så godt i mod. Det betyder nemlig, at han har grund til at fortsætte det næste stykke tid.

»Det er ikke noget, jeg bliver rig på. Men nogle gange bliver det hele lidt nemmere, hvis man i det mindste føler, man gør noget, og at der sker noget.«

»Det er også dejligt for familien, at jeg kommer ud. Konen har jo været vant til, at jeg har været væk tre-fire dage i ugen før krisen, men lige pludseligt var jeg bare en pestilens, der rendte rundt derhjemme og stillede alle mulige spørgsmål.«

Familien har efterhånden vænnet sig til den nye hverdag, og humøret er højt - på trods af corona-situationen. Uffe Holm tror, at krisen for mange vil være et wakeup-call. En anledning til at mærke, hvor sårbare vi mennesker er.

»Jeg tror, man skal være taknemmelig. Især sådan en som mig. Jeg har optrådt i 27 år. Da jeg startede som 17-årig, var standup bare en hobby. Så begyndte jeg at tjene penge på min hobby, og pludseligt var det et job, jeg kunne leve af. Og det er jo sådan med jobs, at de ofte bliver rutineagtige. Nu har jeg jo et mærkeligt job, men det kørte.«

»Jeg tjente penge, og folk var glade. Pludseligt blev tæppet revet væk under mig. Og der må jeg jo bare være glad for, at jeg ikke lige har investeret i en skihytte eller et sommerhus eller noget andet, jeg egentlig ikke har brug for. Jeg er glad for, at jeg har sat tæring efter næring.«